Det er afgørende, at miljøforholdene ved FMC Rønland - det tidligere Cheminova - håndteres forsvarligt, når kemivirksomheden lukker og slukker.

Det siger miljøminister Maria Reumert Gjerding (SF) i en kommentar, efter at FMC Rønland tirsdag oplyste, at virksomheden lukker ved udgangen af 2026.

- Lukningen har både konsekvenser for arbejdspladser i lokalmiljøet og den historiske forurening, der står tilbage.

- Den vigtigste miljømæssige opgave er nu at sikre, at de miljøforhold fortsat bliver håndteret forsvarligt, siger ministeren.

Tre såkaldte generationsforureninger relaterer sig til virksomheden, der fremstiller pesticider, og som siden 2015 har været ejet af amerikanske FMC Corporation.

Det gælder forureningen ved Cheminovas tidligere kemikaliedepot ved Høfde 42, Cheminovas gamle fabriksgrund og halvøen Rønland, hvor fabrikken ligger i dag.

Region Midtjylland er i øjeblikket i gang med at indkapsle forureningen på den gamle fabriksgrund. Der arbejdes også på at oprense det tidligere kemikaliedepot ved Høfde 42.

FMC bidrager på nuværende tidspunkt også til opgaven, idet virksomheden frivilligt pumper grundvand op fra forurenede områder på Rønland og fra Cheminovas gamle fabriksgrund og renser det.

Det drejer sig om cirka 300.000 kubikmeter forurenet vand om året, der pumpes op og renses.

Region Midtjylland har udtrykt bekymring for, hvad der vil ske med denne indsats, når FMC Rønland lukker.

- Derfor er det nødvendigt hurtigt at afklare, hvordan forureningen skal håndteres, både på kort og lang sigt - og særligt hvis FMC's frivillige håndtering af forureningen på et tidspunkt stopper, udtalte regionsformand Anders G. Christensen (V) i en pressemeddelelse tirsdag.

Miljøministeren siger i kommentaren, at ansvaret for at sikre en forsvarlig håndtering af miljøforholdene "først og fremmest ligger hos de relevante myndigheder".

- Fra statens side vil vi følge udviklingen tæt og være optaget af, at der findes en løsning på de opgaver, der følger med, siger hun.

En talsperson fra FMC Corporation udtaler onsdag til DR, at virksomheden vil stå ved "sine miljøforpligtelser".

RITZAU