Skatteminister Morten Østergaard vil rydde op i groteske skatteregler og manglende pensionsdækning for 800.000 danskere.

Der skal ryddes op i groteske skatteregler, uigennemsigtighed og manglende pensionsdækning for over 800.000 danskere, kræver overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, professor Nina Smith, ATPs topchef Carsten Stendevad og pensionsbranchen selv, skriver Børsen.

»Det er en rigtig god ide, at regeringen nedsætter en kommission, der gennemtrevler hele det her området,« siger overvismand Hans Jørgen Whitte-Jacobsen til avisen.

Skatteminister Morten Østergaard er lydhør over for ideen om en pensionskommission.

»Det gør indtryk, når en overvismand og en af det meste respekterede økonomer siger det, de gør. Og selvfølgelig vil vi i regeringen overveje, hvordan man bedste kan tilrettelægge en sådan analyse, siger ministeren, der er enig i analysen af problemerne i pensionssektoren.

Professor ved Aarhus Universitet og medlem af Velfærdskommissionen Nina Smith bakker op om forslaget om en pensionskommission.

»Det bliver mere og mere tydeligt, at selv om vi har et fantastisk pensionssystem, så står vi over for nogle kolossale incitamentsproblemer i forhold til alle dem, der selv sparer, og som derfor får en meget stor modregning,« siger Nina Smith.

Hun mener, at kommissionen skal se på incitamentsproblemer for nuværende pensionsopsparere, hvordan man får indført obligatorisk opsparing, og så skal systemet gøres langt mere gennemskueligt.

»Det er et held, at folk ikke forstår pensionssystemet. Hvis man virkelig gennemskuede systemet, ville vi for alvor have et problem, for i systemet er der indlagt mange ekstremt høje marginalbeskatninger, men så længe folk ikke har gennemskuet det, er det næsten heldigt,« siger hun.

Skatteministeren erkender, at der er en række indbyggede problemer i pensionssystemet.

»Det er paradoksalt, at vi har et system, hvor man først betaler en høj skat og derefter får en række ydelser og rabatter, der er betinget af, hvor gammel man er blevet. Det er komplekst, og det kræver grundig analyse at få alle de her spørgsmål til at falde i hak,« siger Morten Østergaard.