Uddannelsesminister Morten Østergaard er alarmeret over, at 16.000 unge ingen kontakt har til uddannelse- eller beskæftigelsessystemet. Nu skal de findes og sættes i gang med en uddannelse.

De kan let blive glemt. For de er hverken på offentlig forsørgelse, i job eller under uddannelse. Men nu vil uddannelsesminister Morten Østergaard (R) have klarhed over, hvad 16.000 såkaldt inaktive unge mellem 16 og 29 år laver, skriver Berlingske.

- Vi kan se, at der er 16.000 inaktive unge, som ikke har andet end deres folkeskoleuddannelse med i bagagen. Det er alarmerende, at der er så mange unge, der har forladt folkeskolen og tilsyneladende nu hutler sig gennem tilværelsen. Der skal nok være nogen, der lever på luksusklasse, men for den store del af gruppen vil der være tale om unge, som kommer til at leve på kanten af arbejdsmarkedet eller ernære sig ved kriminalitet, siger Morten Østergaard til Berlingske.

Han vil nu bede regeringens embedsmænd finde ud af, hvordan gruppen er sammensat, så det er muligt at sætte ind med en målrettet uddannelsesindsats.

I går holdt de Radikale sommergruppemøde i Nyborg, hvor partileder Margrethe Vestager og Morten Østergaard varmede op til et politisk efterår, der ifølge de Radikale netop kommer til at have fokus på uddannelse og opkvalificering.

Der skal laves en folkeskolereform og hele området for voksenuddannelse skal kulegraves, så pengene kan bruges mere optimalt. Samtidig varsler Morten Østergaard, at der skal findes nye penge til uddannelse og opkvalificering af arbejdsstyrken gennem nye reformer.

- Vejen til fremtidens arbejdsmarked er brolagt med uddannelse, lød det fra Morten Østergaard på gårsdagens pressemøde.

Og det er alle dele af befolkningen, der skal have et uddannelsesløft.

Ufaglærte skal videreuddannes til faglærte, faglærte til akademikere, og så holder regeringen fast i målsætningen om, at 95 procent af alle unge skal have en uddannelse.

- Hvis vi skal nå den målsætning, skal vi have fat i alle grupper af unge – også dem der måske bliver forsørget af deres forældre i dag, men som risikerer at få et liv på kanten af arbejdsmarkedet, når de vel på et eller andet tidspunkt føler anledning til at komme derud, siger Morten Østergaard med henvisning til regeringens analyse, som viser, at 16.000 inaktive unge mellem 16 og 29 år kun har en folkeskoleuddannelse i bagagen.

- Jeg tror, at det er de færreste af de her unge, der kommer til at leve på livets solside uden nogensinde at skulle tjene en skilling. Hvis vi bare accepterer, at der er tusindvis af unge, som suser rundt i det danske samfund uden tilsyneladende at ernære sig, være under uddannelse eller på nogen måde inde i vores beskæftigelsessystem, får vi en tabt generation, advarer Morten Østergaard.

Ifølge ungdomsforsker Noemi Katznelson, Center for Ungdomsforskning ved Aarhus Universitet, kan det være en god idé at få belyst, hvilke 16-29-årige unge der er inaktive.

- Der kan være nogle i den gruppe, der virkelig har brug for hjælp. Men inden man bekymrer sig, er det relevant at finde ud af, hvem de er. Der er tale om en aldersmæssig meget bred gruppe, og en del af dem kan f.eks. være ressourcestærke unge, der er ude at rejse, siger lektoren.

Noemi Katznelson mener, at politikerne skal passe på med at fokusere for meget på enkelte restgrupper.

- Det er vigtigt, at der er en balance, så det ikke er sådan, at al uddannelsespolitik kommer til at handle om, hvordan vi bedst muligt får fat i restgruppen. Det kan der godt være en tendens til lige i øjeblikket. Og at vi derfor glemmer den store, brede gruppe, siger Noemi Katznelson.

Seniorforsker Brian Krogh Graversen fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd ser til gengæld positivt på regeringens planer. Han mener, at det er en god idé at få kortlagt, hvem de 16.000 unge er, og hvad de bruger deres tid på.

- Under alle omstændigheder vil det være en fordel, hvis de får en uddannelse. Selv om nogle af dem måske nu og her klarer sig udemærket, så vil de på et tidspunkt skulle have et job. Og her det sådan, at jo bedre uddannet man er, desto bedre klarer du dig.

BNB