Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Torsdag starter forhandlinger om ny læreruddannelse. Minister lægger op til mere praktik og mødepligt.

Studerende på læreruddannelsen skal have mere praktik, mere undervisning og mødepligt til timerne, hvis det står til ministeren på området.

Torsdag starter forhandlinger om en ny og bedre læreruddannelse. Her skal 125 millioner kroner årligt fordeles i årene 2023 til 2025.

Det svarer ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriet til en stigning på 28 procent sammenlignet med i dag.

Pengene blev afsat på finansloven for 2022, der blev vedtaget af regeringen, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne.

»Vi vil gøre læreruddannelsen endnu bedre, end den er. Blandt andet vil vi sørge for flere timer, mere praktik, så uddannelsen bliver rettet mere mod praksis og det fag, man skal ud og udøve som lærer,« siger Jesper Petersen, som er uddannelsesminister (S) og dermed står i spidsen for forhandlingerne.

Ministeren lægger op til, at de studerende skal have en tredjedel mere praktik på alle fire år af uddannelsen.

Derudover vil Jesper Petersen styrke specialpædagogikken.

Tidligere har hans ministerkollega Pernille Rosenkrantz-Theil (S), som er børne- og undervisningsminister, lagt op til, at specialpædagogikken skal være undervisningsfag, tidligere kaldet linjefag, på læreruddannelsen.

I dag fylder specialpædagogikken et enkelt modul.

Ifølge uddannelses- og forskningsministeren er de penge, der bliver prioriteret, den højeste satsning på nogen uddannelse i denne valgperiode.

Løftet af læreruddannelsen skal både sikre mere kvalitet i uddannelsen, men også mere prestige omkring lærerfaget, lyder det fra Jesper Petersen.

En undersøgelse fra Arbejdernes Erhvervsråd fra 2021 viser, at fire ud af ti uddannede lærere i dag arbejder uden for folkeskolen.

»Vi skal med en uddannelse af højere kvalitet vise, at vi har ambitioner på lærerfagets vegne,« siger Jesper Petersen.

I dag falder 30 procent af de studerende på læreruddannelsen fra i løbet af studiet. Uddannelsen var den sjettemest søgte i 2021.

/ritzau/

 

Andre læser også