Alvoren lyste ud af de fremmødte under mødet med uddannelsesminister Christina Egelund (M). Og det var der en god grund til.
På dagsordenen var nemlig jødiske studerendes tryghed – eller rettere mangel på samme – på landets universiteter. Bølgerne gik højt, og oppositionens kritik var heftig.
»Indtil nu har vi kun set en minister, der er berøringsangst. En minister, der bruger armslængdeprincippet og henviser til, at ledelsen på den enkelte institution har ansvaret. Det er i min optik stærkt kritisabelt.«
Sådan lød den hårde anklage fra LA-politiker Sandra Skalvig, der havde indkaldt til samrådet tirsdag eftermiddag. En anklage, som hun også bagefter fastholdt over for B.T.
Flankeret af politikere fra resten af den blå opposition.
»Jeg synes, ministeren er alt for forsigtig. Og det går ikke at være forsigtig, når vi er i en situation, der minder om 1930erne. Nu er det ikke nazister, men muhamedanere, socialister og klimaaktivister, der udøver jødehad,« mente DF-profilen Alex Ahrendtsen.
Bagtæppet for tirsdagens samråd forklarede ministeren selv:
»Vi lever i en tid hvor heftige og polariserende vinde blæser over universiteter i hele den vestlige verden. Det sætter sig i en asocial adfærd, i hetz, chikane, hærværk – og antisemitisme.«
Konkret har dét resulteret i demonstrationer og hærværk på blandt andet Roskilde Universitet (RUC), der har skabt utryghed for både studerende og ansatte.
En jødisk studerende har som konsekvens heraf set sig nødsaget til helt at stoppe på universitetet af hensyn til sin egen sikkerhed. En anden jødisk studerende har til Berlingske sagt, at han må skjule sin identitet der.
Og selvom oppositionen ikke virkede synderligt overbevist, så gjorde ministeren det flere gange under samrådet klart, at hun også finder situationen »dybt alvorlig.«
Derfor, oplyste Christina Egelund, samarbejder hun i øjeblikket med universiteterne om at udarbejde en antichikanepolitik med regler om nultolerance over for chikane og intimidering af jødiske studerende.
Men de blå partier var hverken til at hugge eller stikke i.
»Jeg kan ikke lade være med at spørge, hvornår nok er nok?« spurgte Lise Bertelsen fra De Konservative, hvortil Christina Egelund svarede:
»Nok var nok for længe siden.«
Ministeren gæstede i sommer B.T.s debatpodcast Borgerlig Tabloid. Også her faldt snakken på pro-palæstinensiske uni-protester. Hør hendes snak med Joachim B. Olsen herunder.