Grundlæggende dannelse har ikke været prioriteret nok, lyder det fra undervisningsminister Merete Riisager.

København. Der har været "et dannelsestab" i uddannelsessystemet, og der er for meget fokus på mål og kompetencer. I stedet mangler der fokus på viden og indsigt.

Sådan lyder det fra undervisningsminister Merete Riisager (LA) i et interview med Berlingske.

Det er blandt andet konsekvensen af forskellige regeringers reformer på uddannelsesområdet, mener ministeren. Og grundlæggende dannelse har ikke været prioriteret.

- De mange reformer og indgreb har haft masser af gode hensigter, men der har været for meget overflade. Folkeskolereformen har fokus på, at man skal måle elevernes færdigheder, og at de skal bevæge sig mere.

- Og det er rigtig udmærket, men der er et fravær af fokus på kundskaber og viden, siger Riisager blandt andet til avisen.

Ministeren lægger dog ikke op til en ny reform af folkeskolen, men justeringer kan blive en mulighed. Men hun siger samtidig til Berlingske, at "det er vigtigt at give folkeskolen ro".

Riisager mener desuden, at "det var en fejl at gøre fuldstændig op med den sorte skole" - begrebet for en uddannelsesform blandt andet med streng disciplin og udenadslære.

- Ikke i forhold til udenadslære og afstraffelse, for det skal vi ikke tilbage til, men i forhold til den respekt og omsorg for viden og kundskaber, der lå i skolebegrebet.

- Det er vigtigere end nogensinde før at give ungdommen mulighed for at navigere i en kompleks verden. Hukommelsesbaseret viden, indlæring, forståelse og indsigt er helt afgørende for dannelsesbegrebet og dannelsen af den myndige borger, siger hun til Berlingske.

Formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, er på flere punkter enig med ministeren.

- Jeg har længe efterlyst en mere grundlæggende diskussion om, hvad vi vil med skolen, og hvorfor vi holder skole i Danmark. Skolen skal så meget andet end det, vi måler og vejer i PISA og nationale test, siger han til Berlingske.

Tirsdag afholder ministeren Sorø-møde, som er et årligt møde for aktører på uddannelsesområdet. Temaet er dannelse.

/ritzau/