»Flere tiltag er på vej, smitten skal ned nu i en række kommuner. Vi melder ud meget snart og meget konsekvent.«
Så klart lyder det nu fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til B.T.
Ministerens melding kommer, efter B.T. har fortalt, at han har indkaldt Folketingets partier til møde om de nye restriktioner for at få bugt med den stigende coronasmitte.
Mødet skal finde sted på mandag klokken 8.15 på Christiansborg.

»Jeg har travlt med arbejdet sammen med sundhedsmyndighederne og mine embedsmænd her til aften,« skriver Magnus Heunicke i besked til B.T. søndag klokken 20 og tilføjer:
»Jeg har indkaldt partierne igen i morgen tidlig. Flere tiltag er på vej, smitten skal ned nu i en række kommuner. Vi melder ud meget snart og meget konsekvent.«
Lørdag var der 2.115 nye smittetilfælde, der dog var fordelt over 30 timer, og søndag var der 1.745.
Efter at have skrevet besked til B.T. lagde Magnus Heunicke et oplæg på Facebook med denne melding:
'Hastighed betyder noget, når vi skal bekæmpe smitten. Den stigning, vi så for en uge siden i 18 kommuner i og tæt på hovedstaden, kan vi nu konstatere er på vej flere andre steder. Derfor sætter vi ind flere steder,' skriver ministeren og fortsætter:
'Og netop nu, mens jeg løber min tur, sendes invitationer ud til borgmestre og regionsrådsformænd de berørte steder. Dem mødes jeg med umiddelbart efter partierne i morgen.'
Søndag har statsminister Mette Frederiksen (S) da også meldt ud, at coronasituationen er så bekymrende, at flere restriktioner er på vej.
'Vi har allerede taget mange tiltag for at reducere aktiviteten i samfundet og dermed nedbringe smitten. Men situationen er bekymrende, og vi vil sætte ind, så vi forhåbentlig kan få bedre styr på smitten inden jul. Derfor forbereder vi yderligere tiltag,' skriver hun på Facebook.

Det er altså mandag klokken 8.15, at nye restriktioner efter alt at dømme skal fremlægges for de andre partier.
Så alle må sove en enkelt nat mere, før det kommer frem, hvad de nye restriktioner helt konkret betyder.
Foreløbigt er kun disse oplysninger bekræftet om restriktionerne:
De bliver meget konsekvente og kommer meget snart.