Martin Lidegaard (R) kalder Enhedslistens krav om jobgaranti til dagpengemodtagere for »forskelsbehandling«.

Enhedslistens finanslovkrav om jobgaranti til alle de op mod 16.000 mennesker, der efter nytår står til at falde ud af dagpengesystemet, bliver skudt ned af klimaminister og fungerende uddannelsesminister Martin Lidegaard (R), skriver Politiken.

Kravet bliver af Enhedslistens finansordfører Frank Aaen kaldt »ultimativt« og en forudsætning for en rød aftale. Men Lidegaard mener, at garanti om jobtilbud er problemfyldt.

- Jeg kan ikke gennemskue, hvordan det i praksis skulle kunne lade sig gøre med fornuft. Det giver ikke mening at tage en helt bestemt gruppe ud og behandle dem på en helt særlig måde, siger Lidegaard til Politiken og fortsætter.

- Man kan ikke være mere solidarisk med nogle arbejdsløse frem for andre. Derfor er det problematisk at forskelsbehandle på den måde. Jeg har svært ved at se, hvorfor man skal tilgodese lige præcis den gruppe, som tilfældigvis ryger ud fra 1. januar og tilfældigvis har en arbejdsløshedsforsikring, siger ministeren.

Lidegaard henviser til, at »langt, langt, langt de fleste« dagpengemodtagere finder et arbejde, inden de mister deres forsørgelsesgrundlag, og frygter, at jobgaranti vil skabe en sovepude for de ledige.

Ifølge Enhedslisten skal alle dagpengemodtagere tilbydes et fuldtidsjob eller en uddannelsesplads ved dagpengenes udløb. Frank Aaen forstår ikke kritikken om forskelsbehandling.

- Kontanthjælpsmodtagere har dårlige vilkår, så dem vil vi også meget gerne hjælpe. Men det nye 1. januar er, at en gruppe kommer til at stå uden dagpenge, fordi dagpengeperioden er blevet halveret. Mange står til at få nul kroner - en dramatisk forringelse. Derfor fokuserer vi på den gruppe, siger Aaen til Politiken.