Borgere i EU skal kunne forsørge sig selv i 72 timer. 

Det er en del af EU-Kommissionens såkaldte Preparedness-strategi, som skal forbedre Europas evne til at forebygge og reagere på trusler. 

Minister for samfundssikkerhed og beredskab, Torsten Schack Pedersen (V), understreger vigtigheden af den kommende strategi i en pressemeddelelse fra Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab. 

»Det er helt essentielt, at vi får styrket beredskabet og den bredere samfundssikkerhed – både i Danmark og på tværs af grænserne i Europa,« siger han. 

»Vi står i en mere sårbar sikkerhedspolitisk situation end tidligere. Det er vi nødt til at forholde os til og handle på. Når EU sætter fokus på beredskabet, spreder det sig som ringe i vandet og kan bidrage til, at vi alle har bedre forudsætninger for at passe på os selv og hinanden.« 

Borgere bliver dermed nu inddraget i det overordnede beredskab. 

Ministeren forklarer videre, at den nye fælles beredskabsstrategi på tværs af EU-landene er et »vigtigt skridt for styrkelsen af EUs beredskab«. 

EU-lande skal også opjustere deres lagre med kritisk udstyr. Europa skal nemlig blandt andet være forberedt på krig, naturkatastrofer, cyberangreb og udbrud af sygdomme.