Et chok gik igennem Christiansborg, da nyheden om tiltalen mod en eksminister eksploderede fredag. 

Og da B.T. lørdag møder digitaliseringsminister Caroline Stage Olsen (M) til Moderaternes landsmøde, er det også en minister, der stadig er ved at bearbejde nyheden. 

»Jeg tror, at jeg tænkte det samme, som de fleste andre danskere, da jeg hørte nyheden. Jeg blev chokeret,« siger hun. 

Fredag kom det frem, at en tidligere minister og nuværende topchef i dansk erhvervsliv er tiltalt for at besidde omfattende og særdeles groft billedmateriale, der viser seksuelle krænkelser af børn.

Den tiltalte mands forsvarsadvokat fortalte fredag til B.T., at hans klient ikke kan erkende sig skyldig i den rejste tiltale.

En nyhed, der ifølge politisk analytiker Ask Rostrup ramte kantinen i Folketinget »som en bombe«. 

Da minister Caroline Stage Olsen hørte nyheden, var hun på vej ud fra et møde med Ældre Sagen på Frederiksberg. Hun har derfor endnu ikke drøftet den voldsomme nyhed med sine partifæller. 

»Jeg har ikke rigtig talt med nogle andre om det endnu. Jeg ved jo ikke, hvad der er op eller ned, men sagen er jo frygtelig i sig selv,« siger hun. 

Mohammad Rona, der blandt er andet er integrationsordfører for Moderaterne, blev også aldeles chokeret, da nyheden tikkede ind på hans telefon fredag.

»Ja, jeg blev helt vildt chokeret. At der er en eksminister, der har haft de her ting på sin computer og lavet forskellige ting. Det er jo helt vildt,« siger han til B.T. og fortsætter: 

»Jeg var hjemme i Aalborg, og da jeg læste det, tænkte jeg bare 'shit'. Man kommer jo til at tænke på alt muligt, hvem det er, hvordan og hvorledes og hvorfor. Det var ret vildt.« 

Mohammad Rona (M) under afslutningsdebat inden sommerferien i Folketinget på Christiansborg, onsdag den 29. maj 2024. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)
Mohammad Rona (M) under afslutningsdebat inden sommerferien i Folketinget på Christiansborg, onsdag den 29. maj 2024. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix) Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

B.T. er bekendt med den tidligere ministers identitet, men bringer ikke navnet, da der til domstolen er indgivet en begæring om navneforbud for den tidligere politiker, og det reelt betyder, at det allerede nu vil være i strid med reglerne at offentliggøre navnet.

Ifølge B.T.s oplysninger er han blevet tiltalt i sagen for nylig, efter efterforskningen startede op i 2023.

Berlingske skriver, at politiet har ransaget eksministerens hjem ad flere omgange over de seneste år og her beslaglagt en række krypterede enheder i form af blandt andet computere.

På enhederne er der fundet tusindvis af billeder og videoklip med overgreb på børn.

Lørdag er B.T. til stede ved Moderaternes landsmøde, hvor vi blandt andet indhenter reaktioner fra ministre. Følg med i livebloggen HER.