Minister reagerer efter knivdrab på 16-årig gymnasieelev: 'Forfærdeligt og dybt tragisk'


En tragisk sag har fundet sted i Roskilde, hvor en 16-årig gymnasieelev har mistet livet efter et knivstikkeri.
Og nu reagerer justitsminister, Nicolai Wammen (S), på den voldsomme hændelse.
»Det er forfærdeligt og dybt tragisk, at en kun 16-årig dreng er død, efter at han i går aftes (fredag, red.) blev stukket ned. Mine tanker og dybeste medfølelse går til drengen og hans familie og venner,« lyder det fra ministeren i en mail til B.T.
Midt- og Vestsjællands Politi har anholdt og sigtet en 16-årig dreng, og ifølge politiet er der tale om et internt opgør mellem de to unge mennesker, der eskalerede.
»Den ene person bruger så kniv mod den anden, hvor det ender på tragisk vis,« siger Michael Sehested, vicepolitiinspektør i Midt- og Vestsjællands Politi, lørdag til B.T.
Episoden skete fredag i Folkeparken i Roskilde, hvor mange unge var samlet i forbindelse med et skolestartsarrangement.
Den 16-årige dreng, der blev stukket med kniv, var elev på Himmelev Gymnasium, bekræfter gymnasiet lørdag i en pressemeddelelse.
Den 16-årige dreng, der er anholdt og sigtet i sagen, fremstilles lørdag klokken 12 i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde. Anklageren vil begære lukkede døre til retsmødet.
B.T. følger sagen.