Skole afviste at anmelde niqabklædt, der afleverede barn i skolen. Forældre bør kunne ses, mener minister.

København. En lærer kan godt se en niqabklædt forælder i øjnene, når hun afleverer sit barn i skolen. Men så heller ikke mere.

Derfor mener undervisningsminister Merete Riisager (LA), at samarbejdet mellem lærere og forældre bliver vanskeligt, hvis en mor er iklædt niqab, når hun afleverer sit barn, som det skete i Nordjylland for nylig.

- Netop samarbejdet mellem skole og forældre bliver vanskeligt, hvis man ikke kan se den mor, man taler med, fordi hun er tildækket af en niqab.

- Jeg mener, at en skoleleder eller lærer skal kunne se den forælder, de samarbejder med, eksempelvis i forbindelse med skole-hjem-samtaler.

- Ligeledes skal skolens personale kunne se, hvem der henter eller bringer barnet til og fra skole eller fritidsinstitution, siger hun i et folketingssvar.

Sagen har vakt opsigt, fordi skolen afviste at melde sagen til politiet med henvisning til tildækningsforbuddet, som trådte i kraft 1. august. Det bakkede Skolelederforeningen op om.

Ministeren henviser i sit svar til folkeskolens formålsbestemmelse om, at folkeskolen skal give eleverne kundskaber, der forbereder dem til videre uddannelse og fremmer den enkeltes udvikling og lyst til at lære.

Der er dog ingen regler om påklædning hverken for elever, lærere eller forældre og dermed heller ikke brugen af niqab, slår hun fast.

Alligevel er udlændinge- og værdiordfører Martin Henriksen (DF) godt tilfreds med svaret, som han har bedt ministeren om.

- Det burde være logik for burhøns, at man skal kunne se, hvem der henter og bringer børnene, og det bliver vanskeliggjort, hvis personen er dækket til, siger han.

Ministeren fremhæver desuden, at skolerne har en skærpet underretningspligt ved mistrivsel hos et barn.

- De enkelte skoler har derved ansvar for at underrette til myndighederne, hvis en forældres overtrædelse af tildækningsloven medfører mistrivsel hos barnet, siger Merete Riisager i svaret.

/ritzau/