Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M), kalder Den Internationale Olympiske Komités beslutning om at tillade to boksere i kvindekategorien til OL for »en fejl« og et udtryk for »unfair konkurrence«.
Mere fåmælt er ministeren dog, når det kommer til sport på hans egne breddegrader.
Men lad os lige få baggrunden på plads først:
En af de mest omdiskuterede historier ved OL 2024 har været sagen om to OL-bokseres deltagelse i kvindekategorien.
Kritikken skyldes, at to boksere, der begge tidligere ikke har bestået en såkaldt kønstest, er blevet godkendt af Den Internationale Olympiske Komité (IOC) til at kæmpe i kvindekategorien ved OL i Paris.
De pågældende boksere, Imane Khelif fra Algeriet og Lin Yu-ting fra Taiwan, er på papiret kvinder, men ifølge Det Internationale Bokseforbund (IBA) har de X- og Y-kromosomer ligesom mænd.
De to boksere har ikke desto mindre fået lov til at deltage ved OL, da IOC ikke vurderer atleters køn ud fra kønstest eller dertilhørende testosteronniveauer, men derimod blot ud fra deres pas.
Men dét er fjollet – mener Jakob Engel-Schmidt.
I hvert fald kunne man i Berlingske fredag læse, at « (..) mange mener, at de (to boksere, red.) har en urimelig, genetisk fordel – og en af dem er kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M), som også har idræt som ressortområde.«
Engel-Schmidt går sågar et skridt videre.
IOCs beslutning er nemlig »en fejl«, der resulterer i »unfair konkurrence,« og til Berlingske udtaler han:
»(..) Jeg går ind for diversitet, mangfoldighed og inklusion. Det gælder i foreningsidrætten, og det gælder alle andre steder. Men det handler om, hvor grænsen for inklusion går.«
Hvor grænsen for inklusion i sport skal gå, når det drejer sig om personer med en DSD-tilstand, der kan resultere i, at en person født med kvindelig anatomi har mandlige XY-kromosomer – som det formodentlig er tilfældet med de to OL-boksere – eller anden kønsidentitet, er IOC ikke de eneste, der i øjeblikket tumler med.
Tværtimod er der tale om et dilemma, som noget nær samtlige sportsforbund rundt omkring i verden er nødsaget til at tage stilling til i disse år – også i Danmark.
Dansk Boldspil Union (DBU) besluttede eksempelvis i november, at igangsætte en proces, der skal »sikre inklusion af flere kønsidentiteter i dansk fodbold.«
DBU ønsker i den forbindelse at gøre brug af et såkaldt »selvidentifikationsprincip« i breddefodbold, hvor det bliver muligt for personer med kønsvariation eller anden kønsidentitet »at spille sammen med det køn, de identificerer sig som.«
Med andre ord: DBU kommer som udgangspunkt, ligesom IOC, ikke til at foretage nogle biologiske kønstest i breddefodbold for at vurdere, om nogen skal have lov til at stille op i en kvindekategori eller ej.
Ask Vest Christiansen, der er ph.d. og lektor ved Sektion for Idræt ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet, vurderer derfor, at:
»Der er en risiko for, at DBU kan løbe ind i tilsvarende sager, hvis de benytter selvidentifikationsprincippet,« udtaler Ask Vest til B.T.
Hvordan kulturministeren forholder sig til, at den omdiskuterede OL-boksesag, som han kalder for »en fejl« og et udtryk for »unfair konkurrence« måske kan ende med at blive en smagsprøve på lignende situationer i dansk breddefodbold, ville B.T. gerne have spurgt ham om.
Men det har desværre ikke været muligt. Kulturministeren har nemlig ikke ønsket at stille op til interview.
I et skriftligt svar skriver han i stedet til B.T.
»Journalistik har til formål at gøre folk klogere, ikke dummere. Og B.T. farer desværre vild i stråmænd her. For det første er der selvfølgelig forskel på, om idræt foregår i bredderegi i Nørre Nissum eller om der er tale om OL og den øverste elite.«
»For det andet bør vi også skelne mellem, om der er tale om transpersoner i eliteidræt, eller om der er tale om et menneske, der har en anderledes kromosom-sammensætning og sandsynligvis har de kønskarakteristika, man umiddelbart bruger til at bestemme køn ved fødslen.«
Hvilken forskel ministeren mener, det gør, i forhold til breddeidræt, om en person har XY-kromosomer, fordi vedkommende er en transkvinde, eller fordi vedkommende har en DSD-tilstand, ville B.T. gerne have spurgt om, såfremt dette havde været muligt.
Jakob Engel-Schmidt afslutter i stedet sin skriftlige kommentar til B.T. med at pointere, at det naturligvis ikke er op til ham som minister, men i stedet op til de forskellige forbund, at fastsætte meningsfulde regler, »eftersom nogle regler måske giver mening i skak, mens andre giver bedre mening i boksning.«