Lyt til artiklen

Selvom han påstod under valgkampen, at han ikke havde nogen nærmere viden om hemmelig NATO-rapport, var fungerende forsvarsminister Morten Bødskov bekendt med indholdet.

Det afslører 24syv-programmet 'Mette & Magten'.

Morten Bødskov blev af De Konservatives forsvarsordfører, Rasmus Jarlov, beskyldt for at lyve under valgkampen, da han igen og igen holdt fast i hverken at have læst eller set rapporten, ligesom han blev beskyldt for at hemmeligholde den for offentligheden på grund af NATOs kritik af forsvaret.

Han deltog sågar i et NATO-møde under valgkampen, hvor rapporten blev behandlet, fortalte netmediet OLFI.

Ministeren fastholdt dog, at han ikke havde nogen nærmere viden om rapporten.

Men det er forkert, afslører 24syv-programmet 'Mette & Magten'.

24syv har spurgt Forsvarsministeriet, om Morten Bødskov blev gjort bekendt med indholdet af rapporten af en anden medarbejder, der kendte indholdet, i stedet for selv at læse den.

Og ministeriet bekræfter, at Morten Bødskov »er blevet generelt informeret om sagen, som led i ministerbetjeningen«.

Og det får kritik af sikkerhedspolitisk analytiker på Kristeligt Dagblad Jens Worning.

»Det begynder jo at ligne en joke,« siger han og fortsætter.

»Jeg tror simpelthen, Morten Bødskov har fået at vide i Statsministeriet, at den her rapport, den skal ikke frem under valgkampen. Punktum. Og den ordre har han så fulgt.«

Hverken Morten Bødskov eller de andre partier i forligskredsen, der lige nu forhandler om at komme i regering med hinanden, har ønsket at stille op til interview.