Nu blander kulturminister Zenia Stampe (R) sig også i den massive kritik af TV 2-programmet 'Alle elsker Rasmus'.

Og hun lægger ikke fingrene imellem.

I en skriftlig kommentar til Ekstra Bladet langer ministeren hårdt ud efter programmet, som TV 2 lørdag eftermiddag valgte at fjerne fra sine platforme efter flere dages kritik.

»Nu håber jeg, at de vil bruge kræfterne på at hjælpe Rasmus Wallbridge videre efter det usmagelige psykologiske eksperiment, de har udsat ham for, og at de i øvrigt vil følge hans opfordring til aldrig at gøre det igen.«

Kulturministeren roser samtidig TV 2 for beslutningen og udtrykker lettelse over, at stationen nu erkender, at dømmekraften har svigtet.

Det sker efter flere dage, hvor TV 2 ellers har forsvaret programmet.

I programmet blev komikeren Rasmus Wallbridge gennem fire måneder ført bag lyset af sin gode ven Martin Johannes Larsen og 148 andre medvirkende.

B.T. har ligeledes forsøgt at få en kommentar fra kulturministeren.

Blandt andet har B.T. ønsket svar på, om sagen bør få konsekvenser for de ansvarlige på TV 2, og om der skal rulle hoveder.

Men kulturministeren er endnu ikke vendt tilbage på B.T.s henvendelse.