Danskerne skal sandsynligvis vente et stykke tid endnu, før man kan forsamles mere end 100 personer.

Det nuværende forsamlingsforbud løber foreløbigt til den 31. oktober. Men aftalepartierne har givet hånd på, at det skal hæves tidligere, hvis smitten tillader det.

Men en mindre stigning i coronasmitten i denne uge får nu sundhedsminister Magnus Heunicke til lægge en dæmper på udsigterne til snart at kunne samles mere end 100 personer.

Betyder smittestigningen, at det ikke er realistisk at hæve forsamlingsforbuddet lige foreløbigt?

»Ja. Hvis du havde spurgt mig for tre dage siden, så havde vi en helt anden situation. Det er også den kedelige situation i mange andre lande, hvor smitten lige nu stiger,« siger Magnus Heunicke med henvisning til forsamlingsforbuddet.

Fredag blev der registretet 173 nye tilfælde af covid-19. Det er tredje dag i træk, at over 100 danskere bliver testet positiv. Særligt i Odense og København er coronasmitten blusset op blandt den yngre del af befolkningen.

I aftalen om genåbningsfase 4 aftalte partierne at sætte sig sammen ved udgangen af september og se på, om forsamlingsforbuddet kan lempes hurtigere.

Sundheds- og Ældreminister Magnus Heunicke. Sundheds- og Ældreministeriet holder pressemøde om COVID-19 i Sundhedsministeriet fredag den 4. september 2020.
Sundheds- og Ældreminister Magnus Heunicke. Sundheds- og Ældreministeriet holder pressemøde om COVID-19 i Sundhedsministeriet fredag den 4. september 2020. Foto: Philip Davali
Vis mere

Men det virker nu mere urealistisk, mener Magnus Heunicke og understreger, at situationen er meget uforudsigelig.

»Det er helt umuligt at spå om, hvordan det ser ud om to uger. Får vi smitten slået ned? Eller stiger den? Det får afgørende betydning for, hvad vi kan gøre i forhold til yderligere åbning, herunder forsamlinger,« siger sundhedsministeren.

Omvendt kan vi også komme i en situation, hvor forbuddet på højest 100 personer kan forlænges til efter den 31. oktober, hvis smitten ikke er banket ned inden da.

Forsamlingsforbuddet har ikke kun betydning for bryllupper, konfirmationer og store fødselsdage. Store dele af erhvervs- og kulturlivet bliver ramt hårdt på pengepungen, så længe koncerter, konferencer og arrangementer ikke må overstige 100 personer.

Enkelte sektorer har dog fået lov til at samles op til 500 personer i grupper. Det gælder f.eks. den danske Superliga, hvor klubberne må fylde station med 500 personer på hver enkelt adskilt sektion.