»Jeg begriber ikke, hvorfor man kan lægge lokaler til den slags.«

Så kontant lyder meldingen fra uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S), der for første gang stempler ind i debatten om det kønsopdelte debatarrangement, som en muslimsk studenterforening forleden afholdt på Københavns Universitet.

Billeder fra den muslimske studenterforening MSA City Campus Facebook-side viser, at mænd og kvinder er adskilt, da debatten om en 'modernisering' af islam.

»Jeg mener, at man blåstempler et virkelig gammeldags syn på ligestilling, når man ikke tager afstand fra den måde, man gennemfører det her arrangement på,« siger Jesper Petersen om universitetsledelsen.

»I Danmark har vi kønsopdeling i omklædningsrummene, ikke på universiteterne.«

Kritikken af det kønsopdelte arrangement, der blev afholdt 25. marts, har været tiltagende i de seneste uger – også fra flere borgerlige politikere.

I et interview med Berlingske har dekan ved det samfundsfaglige fakultet på KU, Mikkel Vedby Rasmussen, udtalt, at opdelingen med hans øjne virker tilfældig.

Men hvis det viser sig at være planlagt sådan, så kalder han kønsopdelingen en »værdiafvejning«, da kvindelige deltagere måske var udeblevet, hvis man havde blandet kønnene.

Professor og dekan Mikkel Vedby Rasmussen.
Professor og dekan Mikkel Vedby Rasmussen. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Men at man overhovedet kan forestille sig, at opdelingen skulle være tilfældig og ikke planlagt, er i ministerens øjne himmelråbende naivt.

»Det kan man simpelthen ikke tro, når man ser på billederne fra arrangementet. Det er uendeligt naivt, hvis man mener, det er sket ved et tilfælde,« udbryder Jesper Petersen.

I et svar til B.T. understreger Mikkel Vedby dog, at han som udgangspunkt altid har tillid til de studerende, og at arrangørerne over for ham har afvist, at opdelingen var planlagt.

På nuværende tidspunkt har han »ikke anledning til at tro, at den tillid er blevet misbrugt.«

Arrangørerne havde blandt andre inviteret Taimullah Abu-Laban, der er fremtrædende medlem af den yderligtgående islamistiske bevægelse Hizb ut-Tahrir.

Og det er man i sin gode ret til, mener Jesper Petersen, der understreger, at ytringsfriheden »naturligvis« gælder, og at danske universiteter er selvejende institutioner, der agerer uafhængigt.

Han understreger dog, at han ser det som universiteternes opgave at give yderligtgående synspunkter »klar og konsistent modstand«.

Mener du, at Københavns Universitet er ude i et decideret knæfald for konservative muslimer?

»Jeg er forbløffet over, at det er reaktionen fra en leder på Københavns Universitet,« siger han med henvisning til dekan Mikkel Vedbys udtalelser.

Men har han ikke en pointe, når han siger, at det måske havde forhindret kvindelige deltagere i at komme, hvis man ikke tillod kønsopdeling?

»Det er ganske enkelt ikke universitetets opgave at lægge lokaler til arrangementer, er kun kan gennemføres, hvis kønnene adskilles,« siger uddannelses- og forskningsministeren.

Han understreger igen, at det er op til det enkelte universitet at fastlægge praksis, og at han ikke »er på vej med påbud eller lovgivning«.

Hvis det stod til dig, ville sådan et arrangement så kunne foregå igen?

»Det ville jeg på ingen måde kunne forstå, hvis man tillod,« slutter Jesper Petersen.