Vi står ved en skillevej. Gør vi ingenting, kan en hel generation af børn blive ofre for skærmenes og algoritmernes magt.
Time efter time, dag efter dag, uge efter uge, der kunne være brugt på rollelege, rundbold med de andre børn på vejen eller træklatring, konverteres i disse år til skærmtid på TikTok, Snapchat, YouTube, Instagram og andre sociale medier.
Hvis voksne ikke griber ind, vil nutidens børn om 20 år i vrede spørge, hvorfor der ikke var en voksen til stede, der sagde 'stop'.
Sådan kan budskabet fra børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) i grove træk kondenseres.
»Det er det værste, der er sket for vores børn i min levetid. De spilder deres barndom på at glo ind i et fordummende univers bestående af røvsyge videoer, tomme kalorier og hvidt brød frem for at lege og at udvikle sociale færdigheder,« siger han søndag i et interview med Berlingske.
Ministerens udmelding kommer som reaktion på, at DI-direktør Lars Sandahl Sørensen søndag meldte ud, at folkeskolen skal være mobilfrizone, medmindre mobiltelefonen bruges i undervisningsøjemed.
DI-direktøren foreslår samtidig, at folkeskolen skal undervise i teknologiforståelse, og at der skal ske en lovregulering af de sociale medier, som begrænser børn og unges brug af dem i fritiden.
Mattias Tesfaye er langt hen ad vejen enig med DI-direktøren.
Han er imidlertid ikke for nuværende parat til ved lov at regulere børns brug af mobiltelefoner i folkeskolen.
I stedet mener han, at skolerne selv skal sætte rammer op for mobiltelefonerne, og påpeger, at skoler, der har helt forbudt telefoner i en forsøgsperiode, har gode erfaringer.
Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen, er ifølge Berlingske ikke tilhænger af et nationalt forbud mod mobiltelefoner i folkeskolen.
»Jeg vil gerne have, at skolen har en opdragende og inddragende funktion frem for at være påbydende. Jeg frygter, at vi får en situation, hvor børnene bliver sure på de voksne, hvis vi bare bestemmer det,« siger han til Berlingske.
Er det ikke netop de voksnes ansvar at sætte rammer op for vores børn – også selv om de nogle gange bliver sure på de voksne?
»Jo, men det, vi kan i folkeskolen, er at lave en inddragende proces, hvor eleverne lærer noget om demokrati i nærmiljøet. Elevrådet skal ud at tale med eleverne om, hvilke regler de vil have for mobiltelefoner i skolen, for det dur ikke uden regler. Hvis vi spørger eleverne, er de faktisk ofte mere restriktive, end de voksne er,« siger Claus Hjortdal til B.T. og fortsætter:
»Så kommer personalet og skolebestyrelsen med deres forslag, og så sætter man sig ned i skolebestyrelsen og bliver enige om reglerne for brug af mobiltelefon på den enkelte skole. På den måde oplever eleverne, at de er medbestemmende. 90 procent af skolerne har allerede regler for brug af mobiltelefon, der nogenlunde er sådan, at i indskolingen må man ikke have dem med, og på mellemtrinnet og udskolingen må de kun bruges i frikvartererne«
Men lovgiverne har for længst besluttet, at eleverne ikke må ryge på skolens matrikel. Det har de voksne påbudt for at beskytte børnene. Hvorfor ikke på samme vis beskytte børn mod de afhængighedsskabende algoritmer i skoletiden?
»Fordi mobiltelefonerne ikke fylder så meget i skoletiden. Det gør de kun i frikvartererne. Det største problem ligger uden for skoletiden. De er så afhængige af deres mobiltelefon og computerspil, at de ifølge en forsker, som jeg var til kongres med for nylig, sover to timer for lidt hver nat, fordi de er på deres telefon eller computer.«
Når jeg afleverer den yngste i skolen om morgenen, går jeg forbi en cirka ti meter lang bænk i et fællesrum. Hver morgen sidder der 15-20 børn på bænken. De er alle begravet i deres mobiltelefon. Når jeg går ned ad trappen, må jeg zigzagge mig forbi børn, der er på vej i skole, fordi de er i gang med at spille på deres telefon eller tjekke sociale medier, mens de er på vej op ad trappen. Hvad siger det dig?
»Det siger mig, at de her algoritmer er frygtelige, og at der skal gøre noget ved børns brug af mobiltelefoner i deres fritid.«
