Den længe ventede redegørelse om, hvad der var i luftrummet over Danmark i slutningen af september, er landet på forsvarsministerens bord.

Det siger den nye forsvarsminister, Jeppe Bruus (S), da han bliver spurgt til redegørelsen på et kort pressemøde efter et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn på Christiansborg.

Her lyder det, at han har fået fremlagt rapporten. Adspurgt om, hvorvidt der var droner over Danmark, svarer han.

- Det svarer jeg på, når jeg har haft lejlighed til at præsentere den for Folketinget og forsvarsforligskredsen.

Det var indtil videre uidentificerede flyvende objekter, der 22. september om aftenen blev observeret hen over Københavns Lufthavn.

Af sikkerhedshensyn måtte lufthavnen lukke i omkring fire timer, og omkring 100 starter og landinger blev aflyst.

Senere gentog hændelserne sig ved Aalborg Lufthavn, ligesom der også var forlydender om droner i andre lufthavne og ved militære installationer.

Ingen kom noget til i forbindelse med hændelserne, som statsminister Mette Frederiksen (S) i en tale kaldte for "hybride angreb".

Det er fortsat uklart, om det rent faktisk var droner, der blev observeret.

Jeppe Bruus siger, at efter at rapporten er blevet læst af forsvarsforligskredsen, vil der udkomme et offentligt resumé.

- Noget af det er klassificeret, og så skal der nok blive lejlighed til at svare på spørgsmål.

Han siger, det vil ske om "kort tid", hvilket han ikke vil konkretisere yderligere, andet end at det er "meget, meget kortere tid" end en til to uger.

For to uger siden havde han endnu ikke fået fremlagt rapporten. Her sagde han til Politiken, at han godt forstod, at der var efterspørgsel på rapporten.

Det er politiet, der har ansvaret for at efterforske droneobservationerne, men tidligere forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) blev af partier, som er med i forsvarsforliget, bedt om at redegøre for, hvad der skete.

Offentliggørelsen af redegørelsen blev i slutningen af februar udskudt af ministeren med den begrundelse, at den endnu ikke var færdig.

Da valget blev udskrevet, blev offentliggørelsen igen skubbet med den begrundelse, at ministerierne kun skal foretage sig det allermest nødvendige, når der er valgkamp.

Det fyldte en del i valgkampen, hvor oppositionspartierne til den daværende SVM-regering krævede svar om "den trussel, der blev brugt til at sætte nationen i højeste beredskab".

Oppositionen spekulerede blandt andet i, at de tre regeringspartier bevidst havde forsøgt at få situationen til at fremstå mere alvorlig, end den faktisk var.

/ritzau/