Valgkampen har været ualmindelig hård for fødevareminister Jacob Jensen (V).
Så hård, at han er tvunget til at have PET ved sin side, når han er ude at møde vælgerne.
Det skriver han i et opslag på Facebook.
Torsdag kom det frem, at Alternativets folketingskandidat, Gitte Dreier Jacobsen, var blevet forfulgt og slået efter en valgdebat i Aarhus.
En nyhed der har ‘forfærdet’ fødevareministeren:
»Det hører INGEN steder hjemme i et demokrati,« skriver han.
Oplevelsen er dog på ingen måde overraskende for ham, for han har selv flere gange blevet 'overfuset':
»Jeg oplever selv et meget voldsomt sprogbrug, trusler og hadbeskeder og er også flere gange blevet overfuset fysisk på grund af mine politiske synspunkter,« skriver han i opslaget.
Overfor DR uddyber han:
»I de fleste tilfælde møder man heldigvis søde mennesker. Men jeg har klart oplevet et markant skred over de seneste måske et til to år.«
Så voldsomt, har det været, at han har været nødsaget til at bede politiet om hjælp.
»Det har desværre ført til, at jeg har fået beskyttelse af PET under denne valgkamp, hvilket ikke burde være nødvendigt i Danmark,« skriver han.
I februar 2025 afslørede en undersøgelse fra Aarhus Universitet, at et stort antal af folketings- og lokalpolitikere udsættes for chikane, trusler og fysisk overgreb.
Omkring 80 folketingsmedlemmer medvirkede i undersøgelsen, der viste, at hele 82 procent af dem havde oplevet psykisk chikane inden for det seneste halve år, mens næsten halvdelen havde modtaget egentlige trusler.
Folketingets formand, Søren Gade, understregede dengang, at det ikke kun er et problem for politikerne:
»Chikane og udfordrende arbejdsvilkår rammer ikke bare den enkelte politiker. Det rammer også det demokrati, vi gerne vil værne om.«

