Fødevareminister Jacob Jensen (V) har genindført et forbud mod fiskeri ved kemikalievirksomheden Cheminova.

Det oplyser han til TV Midtvest.

Forbuddet, som havde været gældende i omkring 40 år, blev ophævet af ministeren fra 1. juli i år.

Men nu er det altså blevet forbudt at fiske i området igen.

Jacob Jensen begrunder beslutningen med, at ophævelsen af forbuddet har vakt bekymring i lokalområdet i Vestjylland.

- Jeg har været i dialog med lokale venstrefolk fra kommune og region, og jeg kan forstå, at ophævelsen af forbuddet har skabt usikkerhed og bekymring, og at der er et klart ønske om at bevare forbuddet. Det lytter jeg selvfølgelig til, og derfor genindfører jeg nu forbuddet, siger han til TV Midtvest.