Minister for dyrevelfærd vil se på forbud mod at fodre ulve
Efter sidste uges nedskydning af en ulv er Christian Rabjerg Madsen klar til at se på et forbud mod fodring.

Efter sidste uges nedskydning af en ulv er Christian Rabjerg Madsen klar til at se på et forbud mod fodring.

Minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen (S) siger tirsdag til Radio IIII, at han er klar til at se på et forbud mod at fodre ulve.
Det har organisationen Dyrenes Beskyttelse efterspurgt.
- Der er allerede i dag i vidt omfang et forbud mod fodring af vilde dyr med en lang række produkter, for eksempel ved udlægning af kød i naturen.
- Jeg har bedt mit ministerium om at se på muligheden for et målrettet forbud mod fodring af ulve, siger Christian Rabjerg Madsen til Radio IIII i et skriftligt svar, som også er sendt til Ritzau.
Dyrenes Beskyttelse har efterlyst flere forebyggende initiativer fra myndighedernes side, så man fremover undgår ulve med problematisk adfærd over for mennesker.
I sidste uge blev en ulv skudt ved Nørre Nebel i Vestjylland, efter at den var blevet jagtet af skytter.
- Ulve kan udvikle problematisk adfærd, når de bliver lidt for tillidsfulde over for mennesker. Og det gør de, når de igen og igen oplever, at mennesker og bebyggelse betyder nem mad.
- Enhver form for fodring eller lokning vil derfor udgøre en risiko for både mennesker og ulve. Derfor mener vi også, at myndighederne skal arbejde for at stoppe fodringen, siger projektleder for biologi og fauna hos Dyrenes Beskyttelse Michael Carlsen til organisationens hjemmeside.
Christian Rabjerg Madsen kalder forslaget fra Dyrenes Beskyttelse for "interessant".
- Ulve skal være naturligt sky over for mennesker. Når mennesker fodrer ulve, risikerer vi, at de mister den skyhed og begynder at opsøge mennesker.
- Det kan skabe utrygge situationer, ligesom vi har oplevet det i området ved Oksbøl og Nørre Nebel, hvor myndighederne har skudt en problemulv, siger han.
RITZAU