Det sker oftere og oftere, at tyveknægte sætter deres lange fingre i supermarkedernes varer. 

Som B.T. tidligere har beskrevet, er antallet af butikstyverier de seneste år eksploderet, og nu går justitsminister Peter Hummelgaard (S) så langt som til at kalde udviklingen 'en epidemi'.

»Vi har desværre en epidemi af butikstyverier for tiden, som i høj grad er foranstaltet af udlændinge fra forskellige lande rundt om i Europas periferi, men også andre steder fra,« siger Peter Hummelgaard under onsdagens spørgetime i Folketinget. 

B.T. har tidligere beskrevet, at foruden eksplosionen af butikstyverier, er næsten en tredjedel af tyverierne også begået af udenlandske statsborgere.

Dertil kommer, at næsten en fjerdedel af butikstyvene har mindst ti domme bag sig i forvejen.

DFs Mette Thiesen har spurgt Peter Hummelgaard, om bødestraffen for butikstyverierne er høj nok, når man eksempelvis ser på de store bøder, købmændene kan få for at sælge spiritus til mindreårige. 

»Jeg er glad for, at vi sætter hårdere ind overfor butikstyverier, og vi har hævet bødestraffen for at stjæle og videresælge, både i førstegangs- og gentagelsestilfælde,« siger justitsministeren. 

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) påpeger også, at der med de nye bøderegler vil kunne falde en rimelig stor bøde af til de butikstyve, der er en del af organiseret kriminalitet: 

»De ting, der i høj grad bliver stjålet, specielt af udenlandske statsborgere, er store varepartier, der er meget dyre, og det gør jo i praksis, at bødestraffen når ganske højt op, når den skal være større end det stjålne.« 

Han henviser til, at Folketinget i januar har vedtaget en lov, der både skærper bøden for førstegangstilfælde og gentagelsestilfælde og sikrer, at bøderne altid er større end det stjålne beløb. 

»Og så vil det også kunne medføre fængselsstraf, hvis man er straffet for butikstyverier flere gange tidligere,« fastslår Peter Hummelgaard.