Erhvervsminister Morten Bødskov (S) siger nej.

Han vil ikke tvinge danske banker til at lægge dankortet i mobile betalingsløsninger som Apple Pay og Google Pay.

Det skriver Finans.dk.

Regeringens holdning fremstår i et svar fra erhvervsministeren til Folketingets Europaudvalg.

Her lyder det, at man ikke vil begunstige en virksomhed over andre.

»Dankortet er en privat betalingsløsning, som er ejet af Nets,« lyder det fra Morten Bødskov (S):

»Det er derfor op til Nets og bankerne at indgå de nødvendige kommercielle aftaler, og at foretage den nødvendige teknologiske udvikling, for at dankort kan anvendes i de nye digitale betalingstjenester.«

Pr. automatik betaler man med sit Visakort i eksempelvis Apple Pay, men sidste år indgik Danske Bank en aftale med Apple Pay om, at man kunne betale med dankort.

Ingen andre banker har dog fulgt eksemplet, selvom detailbranchen hellere ser, at danskere betaler med dankort fremfor udenlandske betalingskort som Visa eller Mastercard.

Det er nemlig betragteligt dyrere for butikkerne.

Og derfor har branchen tidligere udtalt, at man ønsker at få bankerne til at tilbyde dankortet i Apple Pay og Google Pay.

Generelt er brugen af dankortet – ikke mindst på grund af de nye mobile betalingsløsninger som også MobilePay– faldet markant i de seneste år. Fra 2018-22 med 23 procent.