Moderaternes digitaliseringsminister, Caroline Stage, afbrød sin barsel, da Mette Frederiksen trykkede på den fiktive valgknap. Men det kom med en uventet pris.
For Caroline Stage blev mødt af en hær af vrede beskeder.
»Det var da træls i starten, det skal jeg da ikke lægge skjul på. Jeg blev da også ked af det som nybagt mor,« fortæller hun til B.T. ved Moderaternes årsmøde i Aarhus lørdag.
Mens hun taler med B.T., vugger hun sin lille datter frem og tilbage i barnevognen med den ene arm. Hun forklarer, at de beskeder, der ramte hende hårdest, var dem, der såede tvivl om hendes moderskab og barnets tarv.
Nogle påstod endda, at barslen blot var en gratis omgang for ministeren.
»De lidt mere provokerende var, at nogle mener, at det at være på barsel er en badebillet. Jeg kan sige, at en barsel med et lille, nyfødt barn, det er ikke en badebillet. Og slet ikke, når man også fører valgkamp samtidig.«
Og de mange beskeder endte da også med, at så en lille tvivl i ministeren.
»Jeg er i hvert fald nogle gange usikker på, om det, man gør, er det rigtige. Om det, jeg har gjort, på nogen måde kan skade mit barn, eller om jeg bliver en dårligere mor af at føre valgkamp,« siger hun.
Dog slår Caroline Stage fast, at hun på intet tidspunkt har fortrudt sine valg.
»Den der usikkerhed blev vendt til lidt mere feministisk vrede. For selvfølgelig kan man have et barn og arbejde samtidig, så længe det er på barnets præmisser,« fortæller hun og fortsætter:
»Det synes jeg også, jeg har vist de sidste ti dage.«
Kort tid efter hendes indbakke blev fyldt med svinere, blev den dog oversvømmet af det, Stage selv betegner som en »kærlighedsstorm«.
Hvad der skal ske efter valget, ved Caroline Stage dog ikke endnu. Det kommer an på datteren, fortæller hun.
»Men en ting er jo sikkert: Hun skal med mig, fordi hun er afhængig af mig, og jeg er jo også afhængig af hende i det næste lange stykke tid. Så det bliver jo ikke arbejde på fuld tid. Vi må se, om hun kan klare at være med en gang imellem, så vil jeg gerne det.«
Du kan følge den politiske udvikling og valgkampen direkte i B.T.s liveblog lige HER.

