Radio24syv vil overveje at lægge billet ind på den nye DAB-kanal, hvilket kan ende med at betyde, at radiostationen fortsætter som en digital radiokanal.
Det fortæller koncernchef for Berlingske Media Anders Krab-Johansen, efter at rød blok med kulturminister Joy Mogensen (S) i spidsen har ændret tidsplanen for den nye radiokanal.
Tidligere var der lagt op til, at DAB-kanalen først kunne gå i luften fra 1. januar.
Det er nu en mulighed allerede fra 1. november – dagen efter at Radio24syv står til at lukke, når radiostationens nuværende sendetilladelse på FM-båndet udløber.
»Det er positivt, at kulturministeren har lyttet til kritikken – og det åbner nu en reel mulighed for, at Radio24syv kan fortsætte som digital radio,« siger Anders Krab-Johansen.
Han vil læse udbudsmaterialet, før der bliver taget endelig beslutning om, hvorvidt Radio24syv søger. Det vil ifølge ministeriet blive offentliggjort i slutningen af juli.
Anders Krab-Johansen understreger, at Radio24syv helt sikkert ikke havde søgt, hvis tidsplanen ikke var blevet ændret, fordi det ville have givet et hul i sendefladen på to måneder.
Radio- og tv-nævnet vil i slutningen af oktober afgøre, hvem der får lov at sende på den nye DAB-kanal.
Anders Krab-Johansen ser frem mod en travl periode, hvis Radio24syv ender med at søge og vinder.
»Det er en meget stram tidsplan. Så hvis vi vælger at søge, ser vi frem mod en meget kaotisk proces. Alle medarbejdere og kontrakter er opsagt med henblik på at lukke 31. oktober.«
»Hvis vi så ender med at søge, vil vi en uge før 1. november vide, om vi har vundet. Så det vil blive lidt af en koldstarter,« siger Anders Krab-Johansen.
Radio24syv gik i luften i 2011 og fik en sendetilladelse på otte år på FM-båndet, der altså udløber 1. november i år.
Radio24syv har ikke budt ind på at søge om forlængelse, fordi der er krav om, at størstedelen af de ansatte er mindst 110 kilometer fra København.
I maj blev den daværende VLAK-regering og Dansk Folkeparti enige om at åbne en ny DAB-kanal, der åbnede en dør for Radio24syv, og som radiostationen nu overvejer at lægge billet ind på.
DAB-kanalen får 70 millioner kroner i støtte om året fra 2019-2023.
Radio24syvs afløser på FM-båndet bliver Radio 4, der er en sammenslutning af en lang række regionale medier. Det gælder blandt andet Jysk Fynske Medier, Sjællandske Medier og Nordjyske Medier.
/ritzau/

