Det burde ikke kunne lade sig gøre.

Alligevel tog mindst 65 patienter deres liv, mens de var indlagt på psykiatrisk afdeling fra 2020 og frem til maj 2022.

Tallene bekymrer generalsekretæren i Bedre Psykiatri, Jane Alrø Sørensen.

»Helt ærligt, så er det sådan noget, jeg får ondt i maven over. Forestil dig at være forælder, som overlader sit barn i psykiatrien. Overlader det i fremmede menneskers varetægt, og så begår barnet selvmord,« siger hun.

En aktindsigt, som B.T. har fået ved landets fem regioner, viser, at landets psykiatriske afdelinger i perioden registrerede 190 selvmord som utilsigtede hændelser.

En utilsigtet hændelse er en betegnelse for noget, der er gået galt i sundhedsvæsenet.

Og siden 2020 har mindst 65 patienter altså begået selvmord, mens de har været indlagt på psykiatrisk afdeling.

125 psykiatriske patienter har taget deres eget liv, mens de har været i ambulant behandling.

B.T. kunne lørdag fortælle, at sager fra Styrelsen for Patientsikkerhed viser, at fejl har kostet mindst 17 patienter livet i psykiatrien.

En gennemgang af sagerne viser, at flere af fejlene skyldes manglende opsyn.

Blandt andet får en psykiatrisk afdeling kritik for at undlade at bedømme en indlagt mands selvmordsrisiko,

Manden hænger sig efterfølgende, da han er uden opsyn i afdelingens motionsrum.

I en anden sag truer en kvinde med selvmord, men personalet lader hende alligevel være alene på sit værelse.

Kort efter finder de hende død, og afdelingen får kritik for det manglende opsyn.

I en tredje sag lykkedes det en 28-årig kvinde at få en lighter ind på afdelingen, selv om hun vurdereres som selvmordstruet.

Hun satte ild til sin hovedpude og sit hår. Kvinden overlevede, men har fået alvorlige anden- og tredjegradsforbrændinger i ansigtet.

Jane Alrø Sørensen fortæller, at de ansatte i psykiatrien hver dag gør deres allerbedste, men at ressourcerne simpelthen ikke rækker til, at patienterne altid kan få den tilstrækkelige hjælp.

»Der er grundlæggende for lidt personale på afdelingerne. Psykiatrien er gennem den sidste årrække stille og roligt blevet udsultet, og det gør det svært at holde styr på sine patienter. Det er forfærdeligt for patienterne, de pårørende, men også de ansatte.«

Hun efterlyser handling fra politikerne nu.

»Psykisk sygdom står for 25 procent af sygdomsbyrden i Danmark. Til sammenligning står kræft for 17 procent. Psykisk sygdom er uden diskussion den dyreste sygdomsgruppe, og alligevel har man i årevis behandlet den underlødigt. Det er skandaløst, og det er tudetosset som samfund,« siger Jane Alrø Sørensen.

B.T. har bedt Danske Regioner svare på, hvordan det overhovedet kan lade sig gøre, at psykiatriske patienter begår selvmord, mens de er indlagt.

Og hvordan man som pårørende til en psykisk syg kan vide sig sikker på, at selvmordstruede patienter bliver holdt ordentligt under opsyn.

Danske Regioner er ikke vendt tilbage på B.T.s henvendelse trods flere dages svartid.

B.T. forsøger fortsat at få svar på spørgsmålene fra Danske Regioner.