Spekulationer om politisk indblanding i den betændte FE-sag er ikke andet end 'konspirationsteorier'.

Sådan har flere socialdemokratiske toppolitikere flere gange udtrykt det, når opposition har sagt, at statsminister Mette Frederiksen og departementschef i Statsministeriet, Barbara Bertelsen, har blandet sig politisk i den historiske spionskandale. 

Men det er tilsyneladende ikke kun oppositionen, der tror på 'konspirationsteorier'. 

En ny YouGov måling foretaget for B.T.  viser nemlig, at 35 procent af dem, der stemte på Socialdemokratiet ved seneste folketingsvalg, mener, at Barbara Bertelsen aktivt har blandet sig i FE-sagen. 

Blot 19 procent vil direkte svare nej til, at Barbara Bertelsen har blandet sig politisk i sagen. 

20 procent mener, at statsminister Mette Frederiksen har gjort det samme. 

Der er ingen tvivl om, at FE-sagen har genrejst en diskussion, der ellers var blevet begravet sammen med coronakrisen, hvis man spørger B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup.

»FE-sagen har vakt diskussion om Mette Frederiksens magtfuldkommenhed til live igen,« siger Henrik Qvortrup.

Og i den diskussion om topstyring spiller departementschefen en stor rolle.

»Der er ingen tvivl om, at Barbara Bertelsen føjer nye alen til spørgsmålet om Mettes magtfuldkommenhed,« siger Henrik Qvortrup.

Det er dog ikke Henrik Qvortrups vurdering, at Barbara Bertelsen behøver at se sig om efter et nyt job lige med det samme. Hun har været landets øverste embedsmand siden Mette Frederiksen hentede hende ind på posten i Statsministeriet i januar 2020.

Før det havde de to arbejdet tæt sammen i Justitsministeriet, hvor Bertelsen var departementschef mens Mette Frederiksen var justitsminister.

»Jeg er helt overbevist om, at Mette Frederiksen er rigtig glad for Barbara Bertelsen. Hun er en embedsmand lige efter Mettes hoved. Barbara Bertelsen finder altid en måde at få tingene til at ske på. Jeg tror ikke man skal tage fejl af, at Mettes tålmodighed med Bertelsen er meget stor – de tænker ens,« siger Henrik Qvortrup.

Selvom Mette Frederiksens tålmodighed med departementschefen er stor, er det ikke sikkert, det forholder sig på samme måde hos vælgerne. 

»Hun (Barbara Bertelsen, red.) er meget mere omstridt end nogen anden departementschef i Statsministeriet nogensinde har været,« siger Henrik Qvortrup og fortsætter:

»Hvis man skal lave en lidt frisk konklusion på tallene i målingen, så afspejler den, at vælgerne mener, at Barbara Bertelsen er den, der har ført Mette i uføre.« 

Tirsdag eftermiddag skal et forslag fra oppositionen om en at der skal nedsættes en såkaldt granskningskommission om FE-sagen førstebehandles i Folketinget. 

Regeringen har indtil videre afvist sådan en undersøgelse af sagen. 

Lyt til B.T.s politiske podcast 'Slottet & Sumpen' med Anne Kirstine Cramon og Joachim B. Olsen:

Portræt af politisk redaktør på B.T. Henrik Qvortrup ved Christiansborg Oktober 2020
Portræt af politisk redaktør på B.T. Henrik Qvortrup ved Christiansborg Oktober 2020 Foto: Jon Wiche
Vis mere