Det vil blot få vellønnede til at arbejde mindre, hvis regeringen skærer i børnepengene, siger vismand.

Der er ikke nogen økonomisk gevinst at hente ved at skære i børnechecken til de mest velhavende danskere. Sådan lyder vurderingen fra økonomisk overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, skriver Politiken.

Han advarer regeringen mod at tro, at det vil gavne statskassen at fjerne de rigestes børnepenge - det vil blot få de vellønnede til at arbejde mindre.

For den gruppe danskere, der tjener mere end 500.000 kroner om året, vil en fjernelse af børnechecken svare til højere skat. Og denne gruppe betaler allerede 66 procent i skat, hvis alt regnes med.

HVAD MENER DU OM, AT REGERINGEN ÅBNER OP FOR AT SKÆRE I BØRNECHECKEN? DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKLEN.


- Der er ikke nogen udsigt til, at staten får flere penge i kassen ved at hæve skatten op over de 66 procent. For når man beskatter hårdere på den indkomst, går det ud over motivationen til at arbejde, siger overvismanden til Politiken.

Alle tre regeringspartier er åbne for at indtægtsregulere børnepengene. Men hverken Socialdemokraterne, SF eller De Radikale er kommet med et konkret bud på, hvordan det skal gøres. De Radikale vil dog gerne medgive, at Hans Jørgen Whitta-Jacobsen kan have en pointe.

- Derfor siger vi også, at personskattelettelsen i forbindelse med en kommende skattereform skal være mindst lige så stor for den gruppe, så de ikke samlet set mærker en stigende marginalskat, siger skatteordfører Nadeem Farooq.

Støttepartiet Enhedslisten afviser på forhånd at pille ved børnechecken.

- Det betyder, at man vil tage fra de rigeste børnefamilier og give til de rige uden børn. Det er en absurd måde at lave omfordeling på, siger finansordfører Frank Aaen til Politiken.

Hvad mener du om, at regeringen åbner op for at skære i børnechecken? Deltag i debatten herunder. De bedste indlæg bliver bragt i B.T. på onsdag.