Mimi Jakobsen har valgt at sagsøge stifteren af det indvandrerkritiske parti Stram Kurs, Rasmus Paludan, for injurier.

Årsagen er, at han i tv-programmet 'Aftenshowet' på DR1 tilbage i maj måned kaldte hende et 'nazisvin'.

Det oplyser hun - via sin advokat - i en pressemeddelelse:

»Uanset om man er politiker og ønsker for en hver pris at tiltrække sig opmærksomhed, så er der en helt naturlig grænse for, hvad man kan tillade sig at kalde et andet menneske, samt hvad man som menneske skal finde sig i at blive kaldt,« siger den tidligere formand for partiet Centrum-Demokraterne og fortsætter:

ARKIVFOTO af Mimi Jakobsen.
ARKIVFOTO af Mimi Jakobsen. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

»Under valgkampen ønskede jeg ikke at lade det her give ham endnu mere opmærksomhed, end han allerede fik. Derfor bad jeg mine advokater om at forberede sagen, men at vente med at anlægge den til efter folketingsvalget.«

Videre forklarer hun, at det 'bør få konsekvenser for ham', når han - ifølge hende - bryder loven.

»Præcis som det ville for en hver anden. Det her handler ikke om penge eller størrelsen på den straf, han får. Det handler om at sige fra og om at sætte en grænse for, hvad man skal finde sig i,« fortæller hun.

Hele episoden udspillede sig i begyndelsen af maj, efter folketingsvalget var blevet udskrevet.

Både Stram Kurs-formanden og Mimi Jakobsen var inviteret i studiet i 'Aftenshowet', og under programmet forklarede Mimi Jakobsen, at hun så mindelser om det, der skete i 1930'ernes Tyskland i Rasmus Paludan og Stram Kurs.

Det fik den kontroversielle partileder til at sige:

»Hun minder mig mest om Adolf Hitler i hele verden. Du er selv et nazisvin,« sagde Rasmus Paludan dengang.

Efter 'Aftenshowet' var blevet vist, modtog Mimi Jakobsen også 'en række grove beskeder' på sin offentlige Facebookprofil, oplyses det i pressemeddelelsen.

Derudover blev skilte med 'nazisvin' hængt op på døren til hende og hendes mands private hjem.

Det kan også få konsekvenser, forklarer advokat Lisbeth Bak fra ACEA Law:

»Vi blev af Mimi Jakobsen bedt om at undersøge muligheden for at føre en injuriesag mod dels Rasmus Paludan og dels de personer, der har fremsat injurier på hendes Facebook. Dette har indtil videre resulteret i en stævning mod Rasmus Paludan, og nu fortsætter arbejdet med at gennemgå og identificere eventuelle krænkelser på Facebook,« forklarer hun i pressemeddelelsen.

På sin Facebookprofil har Rasmus Paludan udsendt en pressemeddelelse om sagen, hvori han forklarer, at Mimi Jakobsen - ifølge ham - kaldte ham for 'nazist' først:

'Mimi Jakobsen omtalte MIG som 'nazist' på sin Facebook-væg flere dage inden, at hun gentog den grundløse beskyldning mod mig i Aftenshowet. Jeg sagde således blot det samme om Mimi Jakobsen, som hun allerede havde sagt og skrevet om mig. Jeg forklarede også, at det var årsagen, at hun selv havde fornærmet mig,' skriver han.

Han fremhæver derefter straffelovens paragraf 272, som lyder:

'Straf efter § 267 (injurieparagraffen, red.) kan bortfalde, når handlingen er fremkaldt ved utilbørlig adfærd af den forurettede, eller denne har øvet gengæld mod fornærmeren.'

Han mener, den paragraf gør, at han ikke kan straffes for sin udtalelse.

B.T. arbejder på at få en kommentar fra Rasmus Paludan.