Det var meningen, at Nordre Frihavnsgade skulle blive mere trafiksikker.
Derfor kastede politikerne i Københavns Kommune 29 millioner skattekroner efter at gøre gaden mere tryg for cyklister for lidt over et år siden. En plan, der langt fra gik som ønsket.
For gaden blev ikke mere sikker for cyklister – tværtimod. Derfor har politikerne i Københavns Kommune besluttet sig for at droppe den igen, skriver TV 2 Kosmopol.
Efter gaden for et år siden blev omlagt til cykelgade, vurderes det ifølge mediet, at der dagligt sker »37 potentielt farlige situationer for cyklisterne«.
Det er til trods for, at kommunen blandt andet for de 29 millioner kroner har gjort kørebanen smallere og lidt mere kurvet, sat flere cykelstativer og bænke op, og så er der opsat cykelgademærkater på asfalten.
Men det var ikke nok, og derfor har Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune nedlagt cykelgaden omgående og fjernet markeringer og skiltninger.
»Vi har længe været bekymrede over denne gade. Forløbet har ikke været smukt, men jeg er tilfreds med, at vi nu griber til handling,« siger Helle Bonnesen (K), medlem af Teknik- og Miljøudvalget, til mediet.
Drømmen om at lave en cykelgade er dog ikke forsvundet helt, og nu vil politikerne gå i gang med at se på, om projektet kan lykkes på anden vis.
Nogle af forslagene lyder, at man reducerer trafikken på gaden og får ledt nogle af cyklisterne ud på andre sidegader.
