Ida Auken dropper foreløbigt at indføre strammere miljøkrav, der sikrer renere luft. Det betyder, at Danmark ikke kommer til at leve op til EUs krav på området, viser ny rapport.

Miljøminister Ida Auken (SF) vil alligevel ikke sætte ind med nye love, der nedbringer luftforureningen i de største danske byer.

Ifølge Politiken har SF-ministeren udsat flere lovede initiativer med henvisning til nye tal, som ifølge Ida Auken viser, at København alligevel ikke kommer til at overskride grænseværdien for de såkaldte kvælstofoxidgasser (NO2), fordi der fremover kommer flere miljøvenlige biler.

Men det er en fejlagtig konklusion, viser en ny rapport fra Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE) under Aarhus Universitet.

- Hvis man ikke tager nye initiativer, vil EUs grænseværdi være overskredet på mindst syv gadestrækninger i 2015, siger seniorforsker Steen Solvang Jensen fra DCE, der er hovedforfatter til rapporten.

Forskellen på hans og miljøministerens konklusion er, at ministerens tal bygger på målinger fra målestationen på H.C. Andersens Boulevard i det centrale København. Men det er kun den ottende mest forurenede strækning i hovedstaden, og derfor er der andre områder, hvor grænseværdien vil blive overskredet.

Oprindeligt skulle Danmark have opfyldt EUs luftkrav allerede i 2010, og ifølge Politiken vil EU-Kommissionen kræve, at Danmark lever op til kravet på alle strækninger.

Derfor bliver udsættelsen af de lovede initiativer også mødt med kritik - blandt andet fra Københavns overborgmester, Frank Jensen (S).

- Der er brug for en hurtig afklaring af luftforureningen i København, siger han.

Ida Auken lover dog, at der er renere luft på vej til københavnerne - som dog må væbne sig med tålmodighed.

- Vi skal have renere luft i København, og vi kommer med et initiativ. Men vi gør det først, når vi har set Trængselskommissionens bruttokatalog. Det kommer i januar, og i stedet for at tage to runder med alt, hvad det indebærer, nøjes vi med én, der samler det hele. Vi har ventet i 10 år – så kan vi godt vente tre måneder til, siger hun til Politiken.

Hvert år resulterer de sundhedsskadelige partikler og gasser fra biler i tusindvis af tilfælde af sygdom eller for tidlig død.