Det 28-årige folketingsmedlem Mike Villa Fonseca er blevet anmeldt til politiet for grooming.

Det erfarer TV 2 og Ekstra Bladet.

Grooming er, når et barn eller en ung manipuleres af en voksen til at udføre bestemte, ofte seksuelle handlinger.

Over for B.T. bekræfter vagtchefen hos Midt- og Vestsjællands Politi, at politikredsen lørdag aften modtog en skriftlig anmeldelse for grooming.

»Jeg kan bekræfte, at vi lørdag aften har modtaget en anmeldelse om grooming, men jeg vil ikke oplyse, hvem den er rettet mod eller hvad den mere konkret handler om,« lyder det fra vagtchef Asger Bechstrøm.

Mike Villa Fonseca fortalte fredag aften til TV 2, at han var i et forhold med en pige under 18 år, og at han dermed havde brudt Moderaternes adfærdskodeks.

Partiet tillader ikke medlemmer at have en seksuel relation til personer under 18 år.

Derfor stod Mike Villa Fonseca til at blive smidt ud, fortalte formand Lars Løkke Rasmussen, inden Mike Villa Fonseca selv valgte at blive løsgænger og gå på sygeorlov.

Mike Villa Fonseca slog også fast fredag, at der er samtykke fra pigens forældre til forholdet, hvilket blev bekræftet af pigens forældre i et anonymt interview med Ekstra Bladet lørdag aften.

»Tingene er sket lidt tidligt, men der er jo ikke noget forkert i det. Folk reagerer jo på aldersforskellen. Men vi har tillid til vores datter og Mike,« sagde faren til mediet.

Hos Midt- og Vestsjællands Politi vil den aktuelle anmeldelse for grooming ifølge vagtchefen blive behandlet på samme måde, som enhver anden anmeldelse.

»Vi betragter det som en anmeldelse på linje med alle andre anmeldelser. Den ryger igennem vores visitationssystem, hvor den bliver visiteret og sendt videre til en afdeling, hvis der er hold i anmeldelsen,« siger vagtchef Asger Bechstrøm søndag formiddag til B.T.