Favoritten til at overtage formandsposten i SF, Pia Olsen Dyhr, kan være på vej ud af partiet, hvis den røde fløj vinder formandsvalget.

Hun er af flere blevet udpeget som favoritten til at overtage formandsposten i SF efter Annette Vilhelmsen (SF). Men nu åbner afgående transportminister Pia Olsen Dyhr (SF) for sin egen exit fra partiet – i hvert fald hvis den røde fløj i SF vinder formandsvalget.

- Jeg hører til i SF, men det kommer an på, hvordan SF udvikler sig, om jeg vil bruge alle mine ressourcer i hele mit liv i SF,« siger Pia Olsen Dyhr ifølge Jyllands-Posten, da hun ankommer til lørdagens kontaktrådsmøde i Vejle, hvor 150 SFere fra både landsledelsen, folketingsgruppen og baglandet skal diskutere partiets fremtid.

Læs også: SF'er i hårdt modangreb på Ole Sohn: 'Du taler usandt'

Pia Olsen Dyhr hører til den grønne fløj af partiet, der gerne så et SF i regeringen, og som blandt andet tæller Steen Gade (SF). Afgående miljøminister Ida Auken, der fredag meddelte sit partiskifte til de Radikale, hørte også til på denne fløj. Partiets røde fløj er mere traditionelt orienteret og vil gerne have SF tilbage til rødderne. Denne fløj tæller blandt andre den afgående partiformand, Annette Vilhelmsen, Lisbeth Bech Poulsen (SF), Trine Pertou Mach (SF) og Holger K. Nielsen (SF).

Og det er netop mellem de to fløje, at formandsvalgkampen angiveligt kommer til at stå. Men hvis den røde fløj sætter sig på formandsposten, betyder det måske et farvel til SF fra Pia Olsen Dyhr.

- Jeg synes ikke, at SF skal være Enhedslisten, og hvis vi kommer derover, vil jeg ikke føle, at jeg hører til i SF, siger hun og fortsætter:

Læs også: Politisk redaktør spår mere magt til SFs venstrefløj

- Jeg håber, at SF kommer på rette kurs igen. Der er mange kloge SFere derude. Men jeg siger også, at vi står i et vadested, og vi skal vælge vej.

Flere SFere har allerede meldt deres støtte til Pia Olsen Dyhr som ny partiformand – heriblandt gruppeformand Pernille Vigsø Bagge (SF) og europaparlamentariker Margrethe Auken (SF).

På spørgsmålet om hendes udmeldinger skal ses som en advarsel til de SFere, der vil vælge en mere rød kurs for partiet, der ligger tættere op af Enhedslisten, er svaret fra Pia Olsen Dyhr klart:

- Det er ikke en advarsel. Men det er ikke et projekt, som jeg ser, at SF skal være i.


Hvordan kommer SF ud af krisen? Deltag i debatten på BTs Facebook-side HER.