'Min redning: to brugbare donorer ud af 30 millioner!'

Sådan indleder Michael Ziegler et opslag på Facebook, hvor han deler nyt om den kræftsygdom, som ramte ham sidste efterår.

For et halvt års tid siden blev Høje-Taastrups borgmester ramt af akut leukæmi, og siden har han været i behandling med kemoterapi.

Nu er kræftcellerne slået ned, men for at undgå tilbagefald er den konservative politiker helt afhængig af en stamcelletransplantation fra en egnet donor.

Og det er her, de to ud af de 30 millioner kommer ind i billedet.

I det internationale donorregister er der nemlig kun fundet to donorer, som kan bruges. Heriblandt en yngre kvinde fra Chile.

'En søgning blandt 30 millioner donorer i det internationale donorregister har nemlig vist, at den chilenske kvinde er den, som passer bedst til min vævstype. Hun er et match på 9 ud af 10 parametre. Ikke perfekt – men absolut brugbart. Jeg skal så 'bare' have immundæmpende medicin lidt længere tid,' skriver Ziegler i opslaget og tilføjer:

»Det er lykkedes at finde yderligere én brugbar donor i registret, men den chilenske kvinde er altså den bedste.«

Takket være kvinden fra Chile kan Ziegler ser frem til transplantation i begyndelsen af marts.

»Jeg er kvinden dybt og evig taknemmelig. Jeg ved ikke mere om kvinden end nationalitet og alder – og hun ved tilsvarende lidt om mig. Vi kommer aldrig til at møde hinanden. Og alligevel vælger hun at gøre dette for mig. Det er rørende.«

Borgmesteren bruger også lejligheden til at opfordre andre til at gøre som den chilenske kvinde.

»Men jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, hvor jeg ville være, hvis hun og den anden brugbare donor ikke havde truffet valget om at lade sig registrere som stamcelledonor.«

»Og det får mig til at bringe en opfordring. Hvis du er sund og rask og er mellem 18 og 55 år, så lad dig registrere som stamcelledonor.«

»Sandsynligheden for, at du bliver et match til en patient er lille, den er faktisk under 0,1 procent. Men sker det en dag, at du er et match, så kan du være med til at redde et andet menneskes liv.«