Der er varslet vidtgående restriktioner i syv nordjyske kommuner, efter en muteret coronavirus fra mink er fundet hos minimum 12 mennesker.

Men en enkelt nordjysk kommune med smitte på minkfarme rames ikke af restriktionerne, som ifølge B.T.s oplysninger bl.a. omfatter opfordringer til ikke at forlade kommunen, nedlukning af restauranter og idrætsliv samt omfattende test af alle borgere i kommunerne.

Aalborg Kommune, hvor Mette Frederiksen er opvokset og opstillet, slipper nemlig med skrækken, selv om der er konstateret coronavirus på 10 minkfarme i kommunen.

Modsat er der blot coronavirus på hhv. 4 og 7 minkfarme i Læsø og Vesthimmerlands Kommune. Alligevel bliver de lukket ned.

Det kan umiddelbart undre, fortæller Hans Jørn Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet. Men han peger på et par mulige forklaringer:

»Man skal trække stregen et sted på landkortet. Selvfølgelig er der risiko for, at den muterede virus også er til stede i Aalborg. Men sundhedsmyndighederne må have et billede af, at udbredelsen og risikoen for stor spredning af virussen er mindre i Aalborg Kommune,« siger han til B.T.

Jammerbugt Kommune, som grænser op til Aalborg Kommune, er blandt de hårdest ramte. Her er der fundet covid-19 på 36 minkfarme.

»Man skal huske, at Aalborg Kommunes demografi er meget anderledes end resten af Nordjylland. Det vil være en anden dimension og mere voldsomt at lukke Aalborg ned på samme måde. Især hvis virussen er mindre udbredt i den kommune,« siger Hans Jørn Kolmos.

Minkavler Esben Brødbæk og hans folk er i fuld gang med at pelse mink ved Holstebro, tirsdag den 3. november 2020. Esben Brødbæk sender 2000 mink om dagen til pelsning. - Det giver ingen mening, hvis disse mink skal smides i en container og destrueres, siger minkavleren få timer før, han selv kunne havne i smittezonen. Det siger han til Dagbladet Ringkøbing Skjern, tirsdag den 3. november 2020.. (Foto: Johan Gadegaard/Ritzau Scanpix)
Minkavler Esben Brødbæk og hans folk er i fuld gang med at pelse mink ved Holstebro, tirsdag den 3. november 2020. Esben Brødbæk sender 2000 mink om dagen til pelsning. - Det giver ingen mening, hvis disse mink skal smides i en container og destrueres, siger minkavleren få timer før, han selv kunne havne i smittezonen. Det siger han til Dagbladet Ringkøbing Skjern, tirsdag den 3. november 2020.. (Foto: Johan Gadegaard/Ritzau Scanpix) Foto: Johan Gadegaard
Vis mere

Han understreger dog, at han ikke ved, hvad regeringens argument er for at friholde Aalborg Kommune fra nedlukning.

De tre resterende nordjyske kommuner, Morsø, Rebild og Mariagerfjord, har ifølge Fødevarestyrelsen ikke fået konstateret corona hos minkbesætninger.

Onsdag annoncerede Mette Frederiksen, at alle ca. 15 millioner mink i Danmark skal slås ihjel, fordi den muterede coronavirus fra mink ifølge SSI kan udgøre en fare for folkesundheden.

Laboratorieundersøgelser har vist, at den muterede virus ikke reagerer ret godt på antistoffer. Derfor frygter man, at den kan udvikle til en ny global pandemi, som ikke reagerer på en evt. coronavaccine.

Ifølge Hans Jørn Kolmos er det fuldstændig afgørende, at man nu tester massivt for den muterede coronavirus i resten af landet.

»Smitten på minkfarme er jo langt fra begrænset til Nordjylland. Så det er sandsynligt, at mennesker også er smittet med den muterede virus andre steder i landet,« siger han og fortsætter:

»Desuden har de nordjyske minkfarme haft masser af østarbejdere gående, så man bør også opspore, om de har taget smitten med ud af landet.«

Regeringen vil afholde pressemøde kl. 18:30 torsdag, hvor de konkrete restriktioner for de syv nordjyske kommuner bliver præsenteret.