Det var en af Mette Frederiksens helt store prestigeprojekter, da hun i 2013 gennemførte en kontanthjælpsreform.
Ydelserne blev hakket i bund, og de ledige skulle nu arbejde for deres kontanthjælp. Blandt andet gennem nyttejob, hvor de eksempelvis samlede hundelorte op på stranden.
Det var de unge under 30 år samt udlændinge uden arbejde, som fik med hammeren med Mette Frederiksens nye kontanthjælpssystem.
Men nu er en Ydelseskommission – efter over halvandet års arbejde – klar til at rive den nuværende statsministers prestigeprojekt i stykker.

»Vi har slået en streg over det gamle kontanthjælpssystem og har startet helt forfra. Det var den eneste mulighed,« siger kommissionens formand, Torben Tranæs.
Mette Frederiksen indførte blandt andet integrationsydelsen til de ledige, der har opholdt sig i Danmark i mindre end syv år. Det betød, at udlændinge typisk fik færre penge end andre kontanthjælpsmodtagere.
Men det vil kommissionen fjerne og forenkle. Fremover skal der kun være én kontanthjælpsydelse – en grundydelse og en forhøjet ydelse.
Dog bør kontanthjælpsmodtagere kunne tjene op til 4.000 kroner ved siden af kontanthjælpen hver måned, ligesom kommissionen vil indføre et såkaldt fritidstillæg på 450 kroner pr. barn pr. familie.
Kommissionens model vil betyde, at et par på kontanthjælp med tre børn vil have 26.700 kroner efter skat om måneden. Det er 1.400 kroner mere, end samme familie kan få i dag.
Til gengæld vil mange enlige kontanthjælpsmodtagere uden børn opleve, at der kommer lidt færre penge på kontoen.
»Vi har set eksempler på, at enlige med tre-fire børn får flere penge, end et par med samme antal børn ville få. Det er den slags, vi skal justere, så det giver mening,« siger Torben Tranæs.
I 2016 tilføjede de borgerlige partier et kontanthjælpsloft og 225-timers-reglen. Det betød, at der kom en maksgrænse over, hvor meget man kan modtage i offentlige ydelser.

Det vil kommissionen også skrotte.
Det har fået smilene til at brede sig hos Enhedslisten, som har raslet med sablerne over for Mette Frederiksen. Hvis statsministeren overser venstrefløjen og i stedet laver en aftale med de blå partier om et nyt ydelsessystem, så er Enhedslisten klar til at udløse valg.
»Udgangspunktet er, at kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen er fortid, og det har været essentielt for os,« siger Victoria Velasquez, beskæftigelsesordfører i Enhedslisten.
'Børnefattigdom' har været en af de helt store udfordringer, efter Mette Frederiksen i 2013 skar i kontanthjælpen, og de borgerlige fulgte op med kontanthjælpsloftet tre år senere.

Men selv med kommissionens nye model vil der stadig være omkring 40.000 børn, som lever i familier under lavindkomstgrænsen.
Faktisk vil kommissionens forslag kun sænke antallet af 'fattige børn' med 10-15 procent.
»Vi så gerne, at endnu flere børn kom ud af fattigdom, end der lægges op til her. Der er alt for mange, der i dag må sige nej til at gå til fodbold, ikke kan holde fødselsdag eller komme på sommerferie. De skal have et mærkbart løft,« siger Victoria Velasquez.
S-regeringen vil efter sommerferien fremlægge sit bud på et nyt kontanthjælpssystem.