Der venter regeringen en tikkende bombe, når lønmodtagerne og arbejdsgiverne skal blive enige om en ny overenskomstaftale henover foråret.

Faggrupper som tømrere, slagteriarbejdere og stilladsarbejdere har gjort klar til faglig kamp og strejke, hvis ikke arbejdsgiverne for alvor spytter i lønposen denne gang.

Seneste overenskomstaftale i 2017 endte i stor utilfredshed, hvilket betød, at et stort flertal af bygningsarbejderne og slagteriarbejderne stemte nej til aftalen.

Derfor er græsrødderne i fagbevægelsen fast besluttet på, at det skal være anderledes denne gang. Og de er klar til en storkonflikt.

»Overskuddene hober sig op i virksomhederne, og direktørernes alufælge på bilerne bliver større og større. Vi er klar til en konflikt, hvis ikke mindstebetalingen bliver hævet markant,« siger Thomas Strømsholt, formand for Stilladsarbejdernes Landsklub.

En faglig konflikt vil forpurre Mette Frederiksens forkromede plan for foråret. Blandt andet fordi regeringens ambition om at indføre tidlig pension til nedslidte er bundet op på en vellykket overenskomstaftale.

Politisk kommentator Lars Trier Mogensen skriver i en analyse, at en storkonflikt omkring påske er et realistisk scenario.

»Ud over krig og statsbankerot er der næppe noget, som statsminister Mette Frederiksen ønsker sig mindre end en sådan storkonflikt blandt kernevælgerne. S-regeringens møjsommeligt iscenesatte selvbillede som arbejderistisk vil i givet fald vil blive sat på en benhård prøve,« skriver han i nyhedsbrevet dkpol.

Thomas Strømsholt, formand Stilladsarbejdernes Landsklub, er klar til faglig konflikt, hvis ikke mindstelønnen bliver hævet markant. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix)
Thomas Strømsholt, formand Stilladsarbejdernes Landsklub, er klar til faglig konflikt, hvis ikke mindstelønnen bliver hævet markant. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix) Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

De hårde lønkrav betyder, at det kan blive meget svært at lande en aftale, som fagbevægelsens græsrødder kan acceptere.

3F's byggegruppe fremlagt et meget offensivt forslag om at hæve mindstelønnen med 30 kr. i byggeriet.

Men formanden for Stilladsarbejdernes Landsklub mener, at mindstelønnen i byggeriet skal hæves med 50 kr. til 176,15 kr.

»Jeg kan ikke se, at en stigning på 50 kr. i timen vil skabe ekstra omkostninger for en arbejdsgiver, som allerede i dag betaler sine medarbejdere en anstændig løn,« siger Thomas Strømsholt.

Op med mindstelønnen

Han fortæller desuden, at stilladsarbejderne er klar til en solidarisk konflikt, hvis ikke lavlønsgrupper som for eksempel kassemedarbejdere får hævet mindstelønnen.

»Det er latterligt, at nogle faggrupper næsten ikke kan se forskel på lønsedlen og dagpengesatsen,« siger Thomas Strømsholt.

I 2017 stemte 87 pct. af slagteriarbejderne nej til den fælles lønaftale på det private arbejdsmarked.

Kun fordi andre faggrupper stemte ja til aftalen, blev slagteriarbejderne tvunget ind i aftalen.

»Hvis ikke arbejdsgiverne har penge til betydelige lønstigninger denne gang, så får de det aldrig,« siger Peter Uno Andersen, fællestillidsmand på Tican i Thisted.

I 2017 nedlagde mange slagteriarbejdere over hele landet arbejdet. Og det kan også blive konsekvensen denne gang

»Hvis ikke vi bliver tilgodeset denne gang, håber jeg, at mange slagteriarbejdere vil tage med til København for at råbe Dansk Industri op,« siger Peter Uno Andersen.

De første OK-forhandlinger blev indledt i sidste uge, da industrien tog hul på kampen om lønkronerne.