Finansministerens embedsmænd kendte til, at dobbelt så mange danskere end først antaget ville stå uden dagpenge ved udgangen af 2012.

Embedsmænd i Finansministeriet har siden midten af december været informeret om, at dobbelt så mange danskere end først antaget ville stå uden dagpenge.

Det viser dokumenter, som Ekstra Bladet har fået via aktindsigt i Arbejdsmarkedsstyrelsen.

Dokumenterne viser, at ansatte i Finansministeriet på et møde med embedsmænd fra Beskæftigelsesministeriet og Arbejdsmarkedsstyrelsen fik at vide, at det tidligere skøn på, at højst 12.000 danskere var i fare for at miste deres dagpenge fra den 1. januar 2013, var for lavt sat.

Torsdag aften kom det frem, at beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) i næsten en måned har været bekendt med, at flere danskere ville være uden dagpenge ved udgangen af 2012.

Finansordfører Frank Aaen (EL) mener, at finansloven for 2013 i lyset af de nye informationer blev indgået på et forkert grundlag.

»Både Beskæftigelsesministeriet og Finansministeriet har puttet med tallene. Jeg har netop læst tredjebehandlingen (19. december, red.) af finansloven igennem. Og her nævner Corydon intet om det nye tal, der viser, at op mod 23.000 vil ryge ud af dagpengesystemet,« siger han til Ekstra Bladet.