Mette Frederiksen var her, der og allevegne, da Jonas Vingegaard blev udråbt som Tour de France-vinder.

Hun var til stede på podiet. Slog en latter op med Vingegaard og kæresten ved den hollandske residens. Og stod og smalltalkede med Kronprinsen.

»Hun kan nok dække sig ind under, at det er protokol, men der er ingen tvivl om, at Mette Frederiksen er enormt fokuseret på at blive forbundet med den her Tour de France-sejr. Der findes jo nærmest ikke en politiker – inklusive statsministeren – der ikke dagligt har skrevet et opslag på de sociale medier om Jonas Vingegaard,« siger B.T.s politiske kommentator, Anders Leonhard.

Han mener, der er én forklaring:

Statsminister Mette Frederiksen i forbindelse med, at Jonas Vingegaard er på podiet for at modtage bjergtrøjen på Champs-Élysées i Paris efter sidste etape af Tour de France 2022 søndag 24. juli 2022. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Statsminister Mette Frederiksen i forbindelse med, at Jonas Vingegaard er på podiet for at modtage bjergtrøjen på Champs-Élysées i Paris efter sidste etape af Tour de France 2022 søndag 24. juli 2022. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Det er stemmefiskeri, når det er værst,« siger han.

Statsministeren afbrød sin ferie for at tage til Paris for at fejre den danske Tour de France-vinder. Og det er der en særlig grund til.

»Hun kan jo vise sig som repræsentant for Danmark ved at deltage i at hylde Jonas Vingegaard. Ligesom alle andre begivenheder af den art, så gavner det statsministeren, når hun kan stå forrest og være en del af en begivenhed, vi alle synes er fed,« siger Leonhard og forklarer, at statsministeren ikke havde behøvet at gøre det.

»I forhold til, om det er protokol, så er vi nok lidt i grænselandet. Det er trods alt en meget unik og sjælden ting, at en dansker vinder Tour de France. Så hun vil godt kunne argumentere for, at det er protokol, men det er jo ikke et must. Man forventer ikke, at statsministeren afbryder sin ferie og tager til Paris. Hun gør det også, fordi det gavner hende selv,« lyder det.

Statsminister Mette Frederiksen og kronprins Frederik ved podiet på Champs-Élysées i Paris efter sidste etape af Tour de France 2022 søndag 24. juli 2022. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Statsminister Mette Frederiksen og kronprins Frederik ved podiet på Champs-Élysées i Paris efter sidste etape af Tour de France 2022 søndag 24. juli 2022. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen var allerede på plads i Paris, da Mette Frederiksen meldte sin ankomst.

»Mette Frederiksen kunne sagtens være blevet hjemme og have lavet en opdatering på Facebook og så ladet kulturministeren tage sig af den her fejring. Men det er klart, at statsministeren godt ved, at det her er en slags folkefest, og det vil hun gerne kapitalisere på politisk,« siger Anders Leonhard.

Tour-feberen kommer nemlig også på det bedst tænkelige tidspunkt for Mette Frederiksen inden det valg, alle regner med kommer, når sommeren går på hæld.

»Hun har været forbundet med minksagen, og det her er en måde at få hende forbundet med noget nyt. Det er en klassisk manøvre. Det har en vis effekt, men det er jo ikke noget, der afgør et valg. Men det kan sagtens have en lille effekt, for det kan være med til at få fok til at glemme minksagen og til at huske folkefest og Jonas Vingegaard,« forklarer den politiske kommentator.

Statsminister Mette Frederiksen sammen med Jonas Vingegaard og hans kæreste, Trine Marie Hansen, som er med til fejringen af Jonas Vingegaard med sit team Jumbo-Visma ved den hollandske residens efter sin sejr i Tour de France, Paris, søndag 24. juli 2022.
Statsminister Mette Frederiksen sammen med Jonas Vingegaard og hans kæreste, Trine Marie Hansen, som er med til fejringen af Jonas Vingegaard med sit team Jumbo-Visma ved den hollandske residens efter sin sejr i Tour de France, Paris, søndag 24. juli 2022. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Mette Frederiksen kom også ud for lidt af en brøler på Facebook. Mandag morgen delte hun på Facebook et billede med Jonas Vingegaard.

'Godmorgen fra Paris. I går skrev Jonas Vingegaard dansk sportshistorie. Og hele Danmark hyldede ham og fejrede sejren,' skrev Mette Frederiksen.

Men det er ikke den del af opslaget, der har fået opmærksomhed. Det er i stedet den næste sætning, der havde sneget sig med. En sætning, der nok har været ment som en sidenote som en del af strategien på de sociale medier:

'Og så lægger jeg Kronprinsen i story,' lød det i opslaget, der blev delt klokken 9.22 – og siden redigeret.