Mette Reissmann vil også være beskæftigelses-, integrations- og erhvervsborgmester for Socialdemokratiet i hovedstaden.
I et opslag på Facebook gør hun det desuden klart, at hun derudover også stiller op som »politisk leder af Socialdemokratiet i København«, hvilket hun beskriver som »endnu vigtigere«.
Dermed er det nu fire ud af otte socialdemokratiske medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation, der går efter fagborgmesterposten, som er blevet ledig efter Pernille Rosenkrantz-Theils lynexit fra københavnsk lokalpolitik.
Efter at kommunalvalget tirsdag i sidste uge endte med skuffelse for Socialdemokratiet, stod Rosenkrantz-Theil, der var gået efter overborgmesterposten, ellers til at blive beskæftigelses-, integrations- og erhvervsborgmester fra 1. januar - men hun valgte at stoppe i politik.
Derfor skal en anden socialdemokrat overtage posten.
»Pernille Rosenkrantz-Theil har valgt at træde ud af dansk politik, hvilket efterlader os med en tom plads som Københavns nye beskæftigelses-, integration, - og erhvervsborgmester, men i særdeleshed pladsen som politisk leder,« skriver Mette Reissmann i sit opslag onsdag morgen.

I opslaget beskriver hun sidste uges valgresultat som »hamrende skuffende« for Socialdemokratiet i hovedstaden.
»Vi skal samles igen. Det er derfor nødvendigt med en ny retning for Socialdemokratiet i København. Sammen,« skriver hun.
Udover Mette Reissmann har også tidligere medlem af Folketinget Lars Aslan Rasmussen, Andreas Keil og Yildiz Akdogan meldt sig på banen som fagborgmester i København.
Der er deadline fredag for kandidater, inden de delegerede fra Socialdemokratiets københavnske lokalafdelinger skal vælge borgmesteren mandag.
Mette Reissmann blev i 2022 valgt ind i Folketinget og sad der også fra 2011 til 2019.
Hun blev især et kendt ansigt, efter hun en årrække var en af eksperterne i TV3-programmet 'Luksusfælden'.

