En række politikere kan ikke sætte navn på hende ud fra et billede, og 40 procent af danskerne kender hende ikke.
Men hvad er grunden til, at ældreminister Mette Kierkgaard er så ukendt? Ifølge ministeren er der én klar grund:
»Jeg tror, det hænger sammen med, at jeg er helt ny i politik. Det er jo første gang, jeg stiller op og er blevet valgt,« siger Mette Kierkgaard.
Inden hun blev valgt som folketingsmedlem for Moderaterne, var hun familie- og rådgivningschef i Viborg Kommune.
»Jeg har jo været ude i det kommunale maskinrum. Og før det var jeg i forskning. Så jeg har jo heller ikke været en offentligt kendt person,« lyder Mette Kierkgaards bud på en forklaring.
»Jeg tror i hvert fald, det er en vigtig grund,« tilføjer hun.
Den kan dog ifølge ministeren selv også skyldes, at hun ikke har opsøgt medierne så meget.
Simpelthen fordi hun har arbejdet, arbejdet og arbejdet.
»Jeg er jo skruet sådan sammen, at jeg har fokus på bolden og opgaven. Og jeg er jo i gang med at lave det arbejde, jeg skal.«
Og der er særligt én ting, Mette Kierkgaard skal.
Hun er nemlig spydspids i regeringens store planer om »nytænkning« af velfærdssamfundet, som skal starte med en »frisættelse« af ældreområdet.
Slagord om frisættelse og færre dokumentationskrav er gået igen i flere regeringer, og Mette Frederiksen lovede allerede i sin nytårstale i 2022 at komme med en ældrelov, der skal sætte kommunerne fri.
Alligevel er der endnu ingen ældrelov i sigte.
Frisættelse er regeringens helt store projekt, og det skal starte med dig og ældreområdet. Hvornår kommer der noget?
»Så snart jeg ved det, skal I være de første til at få det at vide. Og jeg kommer det ikke nærmere.«
Allerede i september kom en ekspertgruppe med rådgivning om ældreområdet. Kommuner og andre siger, der ikke er tid til at vente. Er I ikke nødt til at gøre noget snart?
»Jeg kommer det faktisk ikke nærmere lige nu,« siger Mette Kierkgaard, der påpeger, at der også har været et folketingsvalg i mellemtiden, som har taget tid.
Hvad er det største, du har lavet, som folk burde kunne huske?
»Noget af det, jeg har arbejdet på, er den såkaldte SSA-reserve.«
SSA-reserven er det, der i gamle dage hed satspuljen. En pulje af penge, som bliver sat af til forskellige projekter, herunder en del til ældreområdet.
Derudover har Mette Kierkgaard fremsat to lovforslag om mere frihed til kommuner, der allerede er såkaldte frikommuner.
Hun håber dog alligevel, at hun i løbet af regeringens levetid bliver en mere kendt minister.
»Jeg håber da, at flere kender mig, og at flere kender mig for at have skabt nogle resultater.«