OPDATERET: LÆS OGSÅ - Oprør i S slået ned: Eksminister fortsætter

Mette Gjerskov (S) kan være færdig i dansk politik. Ved aftenens generalforsamling hos Socialdemokratiet i Roskilde, skal partiet nemlig stemme om, hvem der skal opstilles ved det næste folketingsvalg.

Mette Gjerskov har været kandidat i Roskilde-kredsen i 15 år, men kort før generalforsamlingen i Roskilde tikkede en besked ind hos Mette Gjerskov. En modkandidat, politisk blogger Niels Jespersen, var pludseligt dukket op.

»Jeg sad i New York og åbnede min mail, og den første besked, jeg så, var fra Roskilde Avis, der ville have en kommentar til den kritik, der var rettet mod mig,« siger Mette Gjerskov.

Kritik af Mette Gjerskov

Med kritikken henvises der til den socialdemokratiske borgmester i Roskilde, Joy Mogensen, der i en Facebookopdatering indirekte kritiserer Mette Gjerskov for at være en svag stemme for Roskilde.

»Jo længere jeg har været borgmester, jo tydeligere er det kommet til at stå for mig, at andre lokalsamfund har en klarere stemme på Christiansborg, og jeg mener, at det styrker os som partiforening, at vi også kan tage den grundlæggende diskussion om - ikke bare hvem der skal repræsentere os -, men hvordan og med hvilket udgangspunkt,« skriver Joy Mogensen på Facebook.

Det har ikke været muligt at få Joy Mogensen til at uddybe, hvad hun konkret mener med sin opdatering. En kilde, som BT har talt med, siger dog, at Joy Mogensen støtter den nye kandidat, Niels Jespersen, som hun har kendt siden sin tid i Socialdemokratiets ungdomsparti, DSU.

Det ligner et kup

Omstændighederne har fået rygterne til at svirre om en mulig indblanden fra partitoppens side. Den teori er blandt andet fremsat af Erik Boel, der er tidligere international sekretær hos Socialdemokratiet.

»Ledelsen har svaret igen med at forsøge at kuppe en af de mest markante og synlige dissidenter - Mette Gjerskov - som partiets folketingskandidat i Roskilde,« skriver Erik Boel i et blogindlæg på BT.dk

Om Mette Gjerskov stadig er folketingskandidat ved næste valg, det afgøres ved en afstemning i aften. For at blive valgt, skal en kandidat have mindst 2/3 af stemmerne, ellers skal der en afstemning til blandt samtlige medlemmer af Socialdemokratiet i Roskilde.