Hvis ikke hun leverer næste gang, så er det begyndelsen på enden.
For Socialdemokratiet har fået to vælgerlussinger i træk under statsminister Mette Frederiksens ledelse.
Og nu er tålmodigheden slidt tynd.
Det mener B.T.s politiske eksperter, Henrik Qvortrup og Joachim B. Olsen, der tegner et billede af det interne kaos, som lige nu udspiller sig i det ledende regeringsparti.
»Hun får chancen næste gang, men så er løbet også kørt,« slår Henrik Qvortrup fast.
Statsministeren er ikke længere så urørlig, som hun engang var, efter et katastrofalt kommunalvalg ramte Socialdemokratiet i denne uge.
Og at en mulig arvtager nu er begyndt at spøge i kulissen, kommer til udtryk på flere måder, mener Qvortrup.
En af landets mest populære kandidater overhovedet, Christina Krzyrosiak Hansen (S), blev genvalgt som borgmester med hele 37 procent af stemmerne i Holbæk.
Da hun efterfølgende blev spurgt, om hun skal afløse Mette Frederiksen en dag, svarede hun: »Det er et meget stort spørgsmål.«
»Under andre omstændigheder tror jeg, hun ville sige, at det slet ikke er aktuelt, for 'vi har en fremragende formand',« siger Henrik Qvortrup og fortsætter:

»Det illustrerer, at tanken ikke længere er utænkelig. Den proces er sat i gang. Mette Frederiksen er gået fra at være urørlig til den, man taler om bag hendes ryg.«
B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen, uddyber billedet og fortæller, at han hører på vandrørene, at et regulært chok har ramt Socialdemokratiet.
»Mit indtryk er, at de er ramt af granatchok. Der er ingen klar konklusion hos medlemmerne om, hvorfor det er gået så dårligt,« siger Joachim B. Olsen.
Og chokket er til at forstå.
Socialdemokratiet blev ramt af et katastrofalt valgresultat, da partiet gik tilbage i 87 ud af landets 98 kommuner og mistede en lang række borgmesterposter.
»Ingen lægger skjul på, at det er et virkelig stort slag for selvforståelsen. De vidste godt, at det ville blive dårligt, men det er dårligere end forventet,« siger han.
Hvis Socialdemokratiet også går tilbage ved det næste folketingsvalg, vil det være det tredje valg i træk, Mette Frederiksen taber.
Ifølge Joachim B. Olsen hersker der en markant rådvildhed i partiet, og ingen har endnu opskriften på, hvordan Socialdemokratiet genvinder det tabte.

»Jeg talte med en, der mener, at problemet er strukturelt. Så selv hvis man skulle skifte Mette ud, hjælper det ikke,« siger han.
Han peger blandt andet på situationen, hvor overborgmester Sophie Hæstorp Andersen blev skiftet ud med borgmesterkandidat Pernille Rosenkrantz-Theil.
Men som valget viste, kunne en ny frontfigur ikke redde Socialdemokratiet fra en mørk byge af tabte stemmer.
Om der kommer et radikalt skifte i partiets linje fremadrettet, har Joachim B. Olsen svært ved at forestille sig.
»Det tror jeg ikke, for det kan de næsten ikke. De sidder i regering med to andre partier, der også skal til valg – og de har modstridende interesser. De vil noget forskelligt,« slår han fast.
»Man kan først lægge en anden linje efter næste valg.«
