Pension er tilbage på den socialdemokratiske dagsorden, partiet har fået en ny posterboy, og nu skal der igen tales om særligt udsatte.

Man har en holdning, til man tager en ny. Sådan lyder det fra B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup. 

»Der er valgkamp, og nu skal Mette Frederiksen lige sikre sig at få ro på i Arne-segmentet,« siger han og fortsætter: 

»Nu kan man lyde som en sur gammel mand, men det er et vidnesbyrd om, hvor meget man kan skifte holdning til alt muligt.«

Konkret har Socialdemokratiet foreslået en massiv udvidelse af den såkaldte Arne-pension, som ifølge partiet vil betyde, at knap halvdelen af danskerne kan trække sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet.

På den måde bliver retten til tidlig pension udvidet, og udspillet blev præsenteret på et pressemøde torsdag.

Ifølge B.T.s politiske analytiker er Socialdemokratiets udspil en form for kovending. 
Ifølge B.T.s politiske analytiker er Socialdemokratiets udspil en form for kovending.  Foto: Jon Wiche

Det er alt sammen meget fint, lyder det fra B.T.s analytiker – men der er bare ét problem.

Det flugter ikke helt med de udtalelser, Mette Frederiksen kom med for to år siden, hvor hun slog fast, at danskerne skulle arbejde mere og »ikke gå hjem fra samlebåndet klokken 16«, mener han. 

Men Henrik Qvortrup, hun indførte jo Arne-pensionen i 2019 og har aldrig sagt, at folk skal arbejde, til de falder om. Hvordan er det et holdningsskift?

»Det kolliderer jo med det, hun sagde for to år siden om, at vi skal arbejde mere og længere. Og deres udspil vil få en negativ konsekvens for arbejdsudbuddet,« siger han.

»Så i min optik har man et standpunkt, til man tager et nyt. Mette Frederiksen er uofficiel danmarksmester i at få kalibreret sine holdninger ind hele tiden.«

Du kan følge med i valgkampen og slagets gang i dansk politik i B.T.s liveblog HER.