Mette Frederiksen har besøgt 336 byer siden, hun blev formand for Socialdemokratiet. Og hendes røde bus er en del af strategien for at vinde næste.

»Jeg ved ikke, hvor tit, der er politikere her i kantinen. Men hvis I har spørgsmål, så skyd løs,« siger Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen.

»Hvor skal pengene komme fra?« siger Kate Pedersen, 65.

»Ja, hvor skal de komme fra. Godt spørgsmål. Halvdelen af de tre milliarder skal betales af bankerne. Og resten skal betales af dem, der har fået store aktiegevinster og bonusser i erhvervslivet,« forklarer Mette Frederiksen.

S-formanden har talt sig varm i kantinen i Forenede Dampvaskerier i St. Heddinge. Hun taler om det hotteste politiske emne lige nu: Tidligere pension for nedslidte.

»Det kan være rigtig svært for nogle at se ind i en fremtid, hvor man skal arbejde længere og længere. Hvis man er nedslidt, skal man have mulighed for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet ordentligt og værdigt nogle år før andre,« siger hun.

Der nikkes anerkendende rundt om i kantinen, hvor nogle har været på arbejdsmarkedet i 40 år og har set frem til at gå på efterløn inden længe.

Mette Frederiksen snakker med Jacob Madsen, der er blevet omskolet til at styre svejse-robot. 15:00 Novenco (grøn industri), Næstved. Tirsdag den 19. februar 2019.
Mette Frederiksen snakker med Jacob Madsen, der er blevet omskolet til at styre svejse-robot. 15:00 Novenco (grøn industri), Næstved. Tirsdag den 19. februar 2019. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Kate Pedersen, der også er tillidsmand på stedet, er skeptisk.

»Jeg frygter, at Mette Frederiksen vil skære ned på ældreomsorgen og bruge pengene til at lade nogle gå tidligere på pension. Men hvis hun virkelig vil lade de rige betale regningen, kan hun måske godt få min stemme,« siger Kate Pedersen, der ellers de senere valg har stemt på Dansk Folkeparti.

Mette Frederiksen er 'on the road' i sin røde valgkampsbus, som hun også kører landet tyndt i når der ikke er valgkamp. Hun har medvind i meningsmålingerne, hvor alt tyder på rødt flertal efter næste valg. Især pensionsdebatten, som Socialdemokraterne for nylig trak op som en kanin af hatten, har bidraget positivt for partiet.

B.T. er kommet med i bussen tirsdag, hvor S-formanden besøger Forenede Dampvaskerier i St. Heddinge og Novenco, en grøn industri i Næstved, og deltager i et fyraftensmøde hos 3F i Odense. Den røde bus med et kæmpe foto af formanden selv på siden er et vigtigt element i Socialdemokratiets strategi for at vinde næste valg og gøre Mette Frederiksen til statsminister.

Bussen er fyldt op med pressemedarbejdere og assistenter, der studerer nøgletal og analyser på deres medbragte laptops. I Faxe-kredsen, som vi kører rundt i, blev Dansk Folkeparti størst ved sidste valg og Socialdemokratiet nummer to.

Det er ellers en stolt, gammel S-kreds, der engang har haft selveste Thorvald Stauning som spidskandidat. Mette Frederiksen og hendes hold arbejder målrettet på at trække stemmer over fra DF, så S igen kan blive størst.

På tur med Socialdemokratiets kampagnebus sammen med Mette Frederiksen. Forenede Dampvaskerier, St. Heddinge 13.15. Tirsdag den 19. februar 2019.
På tur med Socialdemokratiets kampagnebus sammen med Mette Frederiksen. Forenede Dampvaskerier, St. Heddinge 13.15. Tirsdag den 19. februar 2019. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

»Der er en tillidskrise mellem Socialdemokratiet og befolkningen. Vi har tabt rigtig mange vælgere gennem årene. Nogle mener stadig, vi ikke er det, vi var engang. Tillid i politik er ligesom mellem min kæreste og mig. Tilliden er det mest dyrebare, man har. Og hvis man ikke lever op til den, er det ikke nok at møde op med en buket roser. Så tager det længere tid,« siger Mette Frederiksen.

Du var jo selv en del af ledelsen i Thorning-regeringen?

»Selvfølgelig. Jeg fralægger mig ikke ansvaret, men man har jo lov at blive klogere. Vi har tabt nogle af de vælgere, der ikke har det så godt. Det hænger sammen med udlændinge, globalisering og stigende ulighed. Jeg har som mål, at vi igen skal blive det store folkelige parti og bygge bro mellem de priviligerede og dem, der ikke har det så godt,« siger Mette Frederiksen.

Vi er nået frem til Næstved, hvor hun besøger en grøn industri, der bygger ventilatorer - bl.a. til Facebooks datacentre, hvor ikke bare debatterne men også rummene nemt bliver overophedede.

Hun har et danmarkskort med i bussen, og for hver ny by, hun besøger, sættes der en nål i kortet. De har farve efter, om besøget fandt sted før, under eller efter kommunalvalget. Siden hun blev formand, har hun besøgt 336 byer, og tallet stiger uge for uge.

»Jeg bliver klogere, og jeg er sikker på, at hvis jeg ikke havde været så mange steder, havde jeg ikke fået det syn, jeg har, på sundhedsreform og centralisering. For det er herude i landet, man oplever problemerne. At der er for langt til sygehuset i Tønder eller til gymnasiet i Thisted. Hvis man vil være statsminister for hele landet, skal man være derude.«

Mette Frederiksen snakker med en Bosnien-veteran på et fyraftensmøde med 3F. 17:30 3F fyraftensmøde, Odense. Tirsdag den 19. februar 2019.
Mette Frederiksen snakker med en Bosnien-veteran på et fyraftensmøde med 3F. 17:30 3F fyraftensmøde, Odense. Tirsdag den 19. februar 2019. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Hos Novenco møder hun Jacob Madsen, 46, der tidligere var svejser, men efter to diskusprolapser i ryggen styrer han nu i stedet en robot.

»Hvor lang tid tog det dig at blive omskolet,« spørger hun nysgerrigt.

Det tog faktisk kun 14 dage, og uden den investering havde Jakob Madsen ikke kunnet holde helt til han skal pensioneres, når han er 70.

Tilbage i bussen forklarer Mette Frederiksen, at det er her, hun vil tilbringe valgkampen. On the road.

»Det kan være, jeg går glip af nogle møder i København, eller der er nogle medier, der ikke kan få fat i mig. Det er der ikke noget at gøre ved,« siger hun.

Så er det spændende, om Mette-bussen har kurs mod Statsministeriet. Lige nu ser det sådan ud.