Tjener du over en millioner kroner om året, kan du nu måske se frem til en økononomisk håndsrækning fra Socialdemokratiet.

Det er den måske overraskende konsekvens af et nyt forslag om at give lejere i private boliger »en hjælpende hånd«, som statsminister Mette Frederiksen præsenterede den 16. august på Socialdemokratiets sommergruppemøde.

Men nu viser det sig, at forslaget ikke kun vil komme de mest trængte lejere til gode.

I et notat fra de forhandlinger om forslaget  i Indenrigs- og boligministeriet, som B.T. har set, fremgår det nemlig, at det bestemt ikke kun er de mest økonomiske trængte danskere, der vil få gavn af Socialdemokratiets forslag.

Helt præcist er der ifølge tal fra ministeriet tale om, at 1.035 personer med en indkomst på over en million kroner om året, der vil blive omfattet af regeringens forslag.

Ifølge statsminister Mette Frederiksen er regeringens forslag ellers en håndsrækning til de lejere, der lige nu kan have svært ved at få økonomien til at hænge sammen i takt med den buldrende inflation.

»Jeg er meget bekymret, hvis almindelig familier ikke har råd til at bo i deres bolig på grund af inflation,« lød det fra statsministeren, da hun første gang præsenterede forslaget.

Også for dem, der tjener lidt mindre end en million om året, er der socialdemokratisk hjælp at hente, viser et andet notat fra forhandlingerne.

15.863 danskere, som tjener over topskattegrænsen på 600.543 kroner om året, vil også kunne få hjælp fra regeringen, viser Indenrigs- og boligministeriets egne beregninger.

B.T. har uden held forsøgt at få en kommentar fra Socialdemokratiet.

Regeringen har netop indkaldt til pressemøde om en ny politisk aftale om et loft for huslejestigninger.

Følg med klokken 13.30.