Iført mundbind tog landets statsminister Mette Frederiksen (S) fredag plads om bord på et fly med retning mod Belgien.

»'Bryllupsrejsen' går til EU-topmøde i Bruxelles,' skrev hun til billedet på sin Instagram.

Det er det første billede, hun har delt af sig selv, siden hun onsdag blev gift med sin kæreste, filmfotografen Bo Tengberg, på Møn.

Deres bryllupsplaner blev sidste år udskudt på grund af det udskrevne folketingsvalg, som hun endte med at vinde, og derfor valgte de at rykke det til i år, hvor coronakrisen i stedet længe gjorde det usikkert, hvornår det kunne finde sted.

Egentlig havde parret besluttet, at de ville sige 'ja' til hinanden lørdag den 18. juli, men også de planer måtte de ændre for nogle uger siden, da der blev placeret et topmøde i EU-regi lige den dag.

Derfor rykkede de bryllupsfesten fire dage frem, så statsministeren også kunne komme med til mødet, som er begyndt fredag.

Derfor er det en lidt alternativ 'bryllupsrejse', hun nu har begivet sig ud på.

'Tak for jeres mange søde hilsner,' skriver hun til billedet.

Mette Frederiksen er efterfølgende ankommet i Bruxelles. Herunder kan du se flere billeder fra hendes ankomst fredag.

Foto: JOHN THYS
Vis mere

Foto: POOL
Vis mere

Mette Frederiksen ankommer her til EU-topmødet.
Mette Frederiksen ankommer her til EU-topmødet. Foto: JOHN THYS
Vis mere