USA's præsident kalder det blandt andet 'væmmeligt', at Mette Frederiksen har kaldt hans købstanker 'absurde'.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, mener ifølge flere nyhedsbureauer, at det er 'upassende' og 'væmmeligt', at statsminister Mette Frederiksen har kaldt hans tanker om at købe Grønland for 'absurde'.

Til det siger Mette Frederiksen til TV2:

»Jeg synes, vi skal holde fast i, at det er den amerikanske præsident, der melder afbud,« siger Mette Frederiksen, som netop er vendt hjem fra et besøg i Grønland.

»Jeg vil ikke lægge skjul på, at mange i Grønland synes, at det har været en svær diskussion om salget af Grønland, og Kim Kielsen har gjort det meget klart, at Grønland ikke er til salg, og det bakker jeg op om,« siger Mette Frederiksen.

Hun er netop vendt hjem fra et besøg i Grønland.

Adspurgt om hun holder fast i at bruge udtrykket absurd om Trumps idé om at købe Grønland, svarer hun.

»Jeg kommer ikke til at gå ind i en ordkrig – heller ikke med den amerikanske præsident, og Kim Kielsen har sagt meget klart, at Grønland ikke er til salg, og det bakker jeg op om.«

/ritzau/