Facebook, Twitter og de andre sociale medier kommer til at blive reguleret under det danske demokrati. Det var Mette Frederiksens budskab fra talerstolen fredag eftermiddag ved Folkemødet i Allinge.

»Vi kommer til at regulere mere – og i dag starter vi en diskussion om det. Men techgiganterne skal begynde at tage et større ansvar,« sagde statsminister Mette Frederiksen.

Baggrunden er den hårde tone på de sociale medier, som længe har været en diskussion herhjemme og i udlandet.

»Jeg oplever, at det er vigtigt, da ting ofte gøres sorte og hvide. Nuancerne forsvinder i den politiske debat. Der er brug for samtale, der går i dybden, vi har brug for hinanden, brug for perspektiver og brug for en fælles samtale,« sagde statsministeren og fortsatte:

»Nogle bliver chikaneret, fordi de siger deres mening. Eller bare fordi de stiller sig frem. Halvdelen af landets unge er tilbageholdne med at indgå i diskussioner, fordi de oplever en meget hård tone,« sagde statsministeren.

»Nogle unge deltagere fra 'X Factor' måtte træde ud, fordi de oplevede hadefulde beskeder,« sagde statsministeren.

Statsministeren fremhævede flere positive ting ved de sociale medier.

»Sociale medier giver muligheder. Det kan hjælpe med at holde liv i gamle venskaber. Vi kan også diskutere med hinanden og finde sammen som folk, når der sker noget, der rammer os,« sagde statsministeren og henviste til den skrækindjagende episode under Danmarks fodboldkamp mod Finland, hvor Christian Eriksen blev ramt af hjertestop.

Men statsministeren forklarede også, at der er en hadefuld stemning på de sociale medier, som udfordrer demokratiet.

Derfor introducerede statsministeren en række tiltag, som hun mener skal indføres i forhold til techgiganterne.

Blandt andet skal techgiganten som Facebook og Twitter reguleres, så diskussioner og debat understøtter demokratiet, ikke omvendt, forklarede statsministeren.

Desuden  forklarede Mette Frederiksen, at det er uholdbart, at ikke alle techgiganter betaler den skat, som statsministeren mener, de bør betale i Danmark. Det vil også blive reguleret.